fbpx

48k

Kortfilm og talks i OFF-Roaderen på Tinderbox

 

OFF – Odense International Film Festival vender tilbage til Tinderbox – denne gang med en rullende biograf, der kører ud med film og talks med de prisvindende instruktører Christian Tafdrup og Anders Walter.

Odense International Film Festival vil igen være at finde på Odenses egen musikfestival Tinderbox med spændende danske og internationale kortfilm inden for temaer som Humor, Hjerte, Indsigt, Animation og Musik. OFF er Danmarks eneste Oscar-kvalificerende filmfestival, og som noget helt særligt vil der også være mulighed for at møde Oscar-vinderen Anders Walter, som blandt andet vil vise sin prisvinder ‘Helium’ fra 2013, filmen ‘9 meter’ fra 2012, og fortælle om sin spillefilmsdebut fantasy-thrilleren ‘I Kill Giants’.

OFF præsenterer kortfilm i intime rammer i OFF-Roaderen, en ombygget campingvogn forvandlet til en mobil biograf i topkvalitet. OFF-Roaderen giver en unik oplevelse af at træde ind i en anden verden, lige der hvor man mindst venter det, og på Tinderbox blandes biografmørket med den lystige festivalstemning, mens de to talks foregår i OFF-Roaderens charmerende have-lounge-område.
Her vil den kontroversielle instruktør bag ‘Forældre’ og ‘En Frygtelig Kvinde’, Christian Tafdrup, også fortælle lidt om sin overgang fra skuespillerfaget til drømmen om at instruere og præsentere sin kortfilm ”En Forelskelse” fra 2008. Begge talks finder sted kl. 16, hvor festivalleder Birgitte Weinberger går i dialog med Anders Walter om fredagen og Christian Tafdrup om lørdagen. Deres film vil blive vist både før og efter deres talk.

Der bliver vist mere end 40 film fordelt på festivalens 3 dage, og OFF-Roaderen kører visninger fra kl. 13-21 hver dag. Hver film varer højst 20 minutter, og festivalgæsterne kan bruge OFF-Roaderen ligesom en hvilken som helst anden scene på Tinderbox. Man kan se en hel samling af kortfilm eller bare 2-3 stykker, på samme måde som man kan tage for sig af retterne på de mange scener på festivalen.

De 5 forskellige programmer med kortfilm varer op til 2 timer og bliver vist to gange i løbet af festivalen, som en forsmag på Odense International Film Festival, der finder sted 27. august til 2. september i hjertet af Odense.

Tinderbox 2018 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 28.-30. juni, og billetter kan købes via Tinderbox.dk.

 

 


OFF & DFI holder filmseminar for bibliotekarer

DFI’s filmseminar for bibliotekarer præsenterer nye film og formidlingsprojekter, og sætter fokus på bibliotekernes og kulturhusenes muligheder for at udnytte filmenes potentiale i deres publikumstilbud.
Seminaret finder sted tirsdag og onsdag under OFF18 og byder på en god blanding af de nyeste kortfilm, bl.a. en håndfuld kortfilmsperler fra årets konkurrenceprogram på festivalen, samt dokumentarfilm, og oplæg fra både filmskabere og formidlere, der kan inspirere til publikumsaktiviteter for børn, unge og voksne.

Se programmet nedenfor og tilmeld dig HER.

Du bliver præsenteret for nogle af de sammenhænge, hvor film har oplagte kvaliteter: som underholdning og oplevelse, som katalysator for debat, refleksion og socialt samvær, i forbindelse med leg, læring og digital dannelse, og som en del af andre formidlingsprojekter og lokalt samarbejde.
I løbet af seminaret vil du også blive inspireret og få ny viden fra kolleger fra hele landet,  der byder ind, og fortæller om deres aktiviteter og erfaringer. Det kan give dig nye kontakter, og medvirker til at du får nye ideer med hjem.

Vi glæder os til at se dig i Odense 28.–29. august 2018.

 


Gratis filmperler til børn og unge i Odense

OFF18 byder velkommen til OFF Junior – booking for børnehaver og skoler er nu åben.

Hos OFF viser vi de bedste kortfilm fra hele verden, også til børn og unge, når festivalen løber af stablen for 43. gang i uge 35. Spændende, tankevækkende kortfimspakker, der kan udfordre og underholde, skræddersyet til de yngste, mellemste og ældste børn og unge. Hvert år flokker tusindvis af børn og unge til OFF og vi glæder os til at tage imod endnu flere i år.

Vi har filmpakker på programmet der henvender sig til grupperne 3+,5+,8+,11+ og 14+. Hver filmpakke bliver vist flere gange i løbet af ugen. Hvor og hvornår filmpakkerne vises, kan tjekkes på OFFs hjemmeside www.filmfestival.dk/programoversigt, hvor der også kan bestilles billetter. Husk de er gratis!

Det er kun programmet for OFF Junior, der ligger tilgængelig for billetbestilling. Resten af vores store program kommer i løbet af sommeren. Men her er det – OFF JUNIOR – og det er til jer. Gå på opdagelse og bestil plads til det program, der passer jer bedst.

God fornøjelse!

OFF Junior – tilbud til førskolebørn

Morgenvisninger til de mindste og de mellemste. Ikke mange kortfilmfestivaler bøjer så langt ned i knæene, at de formår at se verden fra børnehøjde. Men hos OFF er det en selvfølge at dedikere en sektion af festivalen til familiens yngste medlemmer, så også de kan opleve kortfilmen og dens mange facetter.

For mere information og billetbestilling klik herunder:
PIXI film henvender sig til børn i alderen 3+, og præsenteres i samarbejde med Kulturregion Fyn.
Vi viser desuden også Best OFF Buster 1, der henvender sig til børn i alderen 5+.

OFF til skoleklasser

På filmfestival BUSTER finder man et stort og dedikeret skole- og familieprogram, der introducerer børn og unge til fabelagtige børne(kort)film fra den vide verden. Og med BUSTER som gæst på OFF behøver man heldigvis ikke drage helt til hovedstaden for at smugkigge på børnefilmfestivalens kommende program.

For mere om de enkelte programmer og billetbestilling, klik herunder:
Best OFF Buster 1 henvender sig til børn i alderen 5+
Best OFF Buster 2 henvender sig til børn i alderen 8+
Best OFF Buster 3 henvender sig til børn i alderen 11+

OFF Ungdomskonkurrence (6 forskellige filmpakker) tilbud til unge fra 14+

Kortfilm kan meget. Blandt andet kan de åbne op – for tanker, for samtaler, for menneskelige møder. Men også for noget, der kan virke fremmed og uforståeligt, overvældende. Står man netop og vipper på tærsklen til voksenlivet, kan kortfilmens mange facetter have en større effekt, end hjerne og hjerte kan kapere i én mundfuld. Derfor har vi samlet seks programmer (YOU1-YOU6) med film, der alle kan ses af unge over 14 år. Filmene er ikke ungdomsfilm; de er simpelthen bare film, der ikke risikerer at chokere unge øjne mere, end de betager.

Læs mere og bestil billetter lige her:
YOU1: https://filmfestival.dk/programme/you1/
YOU2: https://filmfestival.dk/programme/you2/
YOU3: https://filmfestival.dk/programme/you3/
YOU4: https://filmfestival.dk/programme/you4/
YOU5: https://filmfestival.dk/programme/you5/
YOU6: https://filmfestival.dk/programme/you6/

OFF18 finder sted fra mandag d. 27. august til søndag d. 2. september. Der vises film fra morgen til aften. Det meste er gratis og det hele er til jer!

 


OFF18 får 125.000 kr. fra Spar Nord Fonden

OFF – Odense International Film Festival modtager en donation fra Spar Nord Fonden på 125.000 kroner. Donationen skal bruges på Samtalesaloner under OFF18, hvor publikum kan opleve spændende personligheder diskutere filmkunst.

Siden 1975 har publikum oplevet kortfilm fra hele verden på Danmarks ældste og eneste Oscarkvalificerende filmfestival. OFF18 bliver ingen undtagelse, hvor næsten 3000 film fra over 100 nationer er tilmeldt konkurrencen.

Samtidig byder filmfestivalen på et væld af sidearrangementer som paneldebatter, workshops, koncerter, fokusprogrammer, et stort skræddersyet program til børn og unge – og ikke mindst Samtalesalonerne, som Spar Nord Fonden støtter med 125.000 kroner.

Sidste år introducerede OFF konceptet med Samtalesaloner for første gang, og det blev en stor succes. Her kunne publikum opleve markante personligheder diskutere kortfilm og kærlighed, ambitioner og engagement, samt tale om filmkunstens rolle i samfundet, i en pejsestue med sofaer på scenen og en intim atmosfære.

– Vi synes Samtalesalonerne lyder som et spændende projekt, og det kunne være spændende at udvikle til gavn for alle festivalens gæster under OFF18, fortæller Jesper Fruerlund, direktør i Spar Nord Odense.

De 125.000 kroner fra Spar Nord Fonden betyder, at OFF kan videreføre og udvikle konceptet bag Samtalesalonerne. Således kan festivalen invitere spændende og relevante profiler fra filmverdenen til Odense, og det glæder festivalleder Birgitte Weinberger:

– Vi er simpelthen så glade og stolte over den meget generøse donation fra Spar Nord. Samtalesaloner er den naturlige videreførelse af festivalens værdier, hvor vi konstant tilstræber at udvide vores horisont og blive klogere på hinanden og den verden vi lever i. Samtale og nærvær er kerneværdier og helt centrale for OFF, og vi glæder os vildt til at kunne præsentere Spar Nords Samtalesaloner til august.

 


Robert Prisen 2019

10 kortfilm fra OFF shortlistet til Robert Prisen 2019

Danmarks Film Akademi løfter nu sløret for de 10 shortlistede kortfilm, der er med i opløbet om at blive nomineret til Robert Prisen 2019 for Årets Kortfilm: Fiktion/Animation.

Det er fjerde gang Filmakademiet samarbejder med Odense International Film Festival for at skabe størst mulig opmærksomhed om det fabelagtige vækstgrundlag for dansk film, der findes i produktionen af kortfilm i Danmark. Ved offentliggørelsen af de 10 shortlistede film kickstarter Filmakademiet Robert 2019.

Fra tirsdag d. 7. august kan Filmakademiets medlemmer stemme blandt de 10 shortlistede danske kortfilm. Alle filmene vises i øvrigt på det store lærred i Odense, når OFF18 løber af stablen fra mandag d. 27. august til søndag d. 2. september. De fem nominerede vil blive afsløret ved OFF’s festlige prisuddeling OFF Awards, lørdag d. 1.september.

”Det er 10 spændende og alsidige film, som repræsenterer det ypperste i årets produktioner, og vi kunne ikke ønske os en mere kompetent samarbejdspartner, til at hjælpe med at finde de ti shortlistede film,” siger formanden for Danmarks Film Akademi, Kim Magnusson, om OFF, og fortsætter, ”vi er glade for at publikum på festivalen får mulighed for at se filmene på det store lærred, det fortjener de.”

Hvem der kommer til at vinde ROBERT PRISEN for Årets Kortfilm: Fiktion/Animation bliver først afsløret til ROBERT prisuddelingen i februar 2019.

De 10 shortlistede film er:

BIRDS, af Trine Nadia.
DOLPHIN, af Lauritz Munch-Petersen.
HOME GROWN, af William Reynish.
MAJA, af Marijana Jankovic.
NERD CAVE, af Mads Reuther.
NEXT STOP, af Daniel Kragh-Jacobsen.
NOVEMBER, af Kasper Møller Jensen.
REVERIE, af Philip Louis Piaget Rodriguez.
THE REFEREE, af Jesper Quistgaard.
WHAT WE LOSE, af Jakob Valdemar Mørk.


OFF18 får en ny Oscar-kvalificerende kategori

Odense Internationale Film Festival kan med glæde og stolthed offentliggøre, at vi går fra tre til fire Oscar-kvalificerende kategorier, da den nye dokumentarkonkurrence nu også kan sende kortfilm afsted til Oscar-juryen. Således er alle kategorier i OFFs konkurrence nu Oscar-kvalificerende.

OFF er Danmarks eneste Oscar-kvalificerende filmfestival og har de tidligere år sendt vinderne af Hovedkonkurrencen, Den Danske Konkurrence og Animationskonkurrencen videre til Oscar-akademiets nomineringsudvalg. Nu kan festivalen offentliggøre, at der i år tilføjes en ekstra konkurrence til den pulje, da festivalens nye dokumentarkonkurrence også bliver Oscar-kvalificerende.

Den nye Oscar-kvalificerende kategori er med til at konsolidere OFFs position og betydning både nationalt og internationalt, og det glæder by- og kulturrådmand i Odense Kommune, Jane Jegind (V).

”Jeg er utrolig glad og stolt over, at Odense International Film Festival får endnu en Oscar-kvalificerende konkurrence. Det fortæller med al tydelighed, at Odenses udvikling ikke kun er fysisk – den er også kulturel. Desuden er det en stor anerkendelse af landets ældste filmfestival, som har formået at forny og udvikle sin position som kortfilmens centrum i Danmark. Det er imponerende at følge udviklingen fra år til år,” siger hun.

De korte dokumentarfilm har altid været velkomne på OFF og har været en vigtig del af festivalens konkurrencer, men nu bliver der sat ekstra fokus på genren med Dokumentarkonkurrencen. Den nye konkurrence kommer til at indeholde to priser: Den Oscar-kvalificerende “Bedste Korte Dokumentar” og “The Soapbox Award”, der gives til den dokumentar, der bedst bruger sin platform til at udfordre sit publikum. Med de to nye priser skal der uddeles i alt 13 priser under OFF18.

Odense International Film Festival afholdes fra den 27. august til den 2. september 2018. Alle konkurrencefilmvisninger er gratis og billetbestilling foregår via vores hjemmeside


Årets konkurrencefilm 2018

Odense International Film Festival kan i dag løfte sløret for dette års selektion. 111 kortfilm er nøje blevet udvalgt og vil udgøre årets konkurrence for 2018. OFF18 finder sted fra den 27. august til den 2. september 2018 i Odense.

Flere end 2600 kortfilm fra 101 lande er blevet indsendt til OFF18. Nu er de blevet skåret ned til 111 nøje udvalgte kortfilm fra 35 lande, som skal dyste, når Danmarks ældste – og eneste Oscarkvalificerende filmfestival løber af stablen i Odense.

Blandt årets udvalgte film finder man blandt andre sidste års vinder af Den Danske Konkurrence, Jesper Dalgaard (Übermensch), mens OFF-veteranen Jesper Quistgaard, som har deltaget med film fem gange tidligere, i år er udtaget til Den Danske Konkurrence med sin film “Fodbolddommeren”. Tradition tro medvirker også flere kendte skuespillere i årets konkurrencefilm. Blandt andet kan man opleve The Square-stjernen Claes Bang i Michael Søndergaards “Hotel Boy”, mens Kristian Håskjolds “En Værdig Mand” har Troels Lyby på rollelisten.

Tårnhøjt niveau blandt de indsendte film
Præjuryen, bestående af festivalleder Birgitte Weinberger, manuskriptforfatter Christian Gamst Miller-Harris og animator Sara Koppel, har set mere end 649,75 timer film og kan nu offentliggøre årets konkurrenceudvalg. I år har festivalen modtaget 200 flere film end sidste år, hvilket understreger festivalens rivende udvikling og internationale position. Festivalleder Birgitte Weinberger er både glad og stolt over årets udvalg:

”Vi har set et tårnhøjt niveau blandt de tilmeldte film, hvilket har gjort udvælgelsen af de 111 film meget, meget svær. Vi går selvfølgelig efter de bedste film, men også efter diversitet. Vi vil bringe hele verden til OFF, ud i verden og ind i verdener. Vi vil gerne præsentere et udsnit af virkeligheden, som den også kan se ud – og det synes jeg, at vi gør med årets program, som spænder vidt i både nationaliteter, tematikker og fortælleformer.”

Se listen over de udvalgte film her


Super16 er årets kunstneriske profil

Hvert år udpeger OFF en eller flere nye kunstneriske profiler, der får mulighed for at sætte deres fingeraftryk på et hjørne af festivalen med en række arrangementer, som profilerne er afsendere på og medvirker i. I år bliver der sat ekstra stort fokus på talenterne og vækstlaget da dette års valg af kunstnerisk profil er landet på den alternative filmuddannelse Super16.

Under overskriften ”Find din flok – find dig selv” sætter Super16-kollektivet deres præg på festivalprogrammet, der skal give indblik i vækstlagets drømme og håb om fremtidens film og skaberne bag. Herunder emner som den nye bølge i dansk animationsfilm, LGBT, improvisation i film og kunsten i at finde sin egen stemme i det filmiske univers.

De fire Super16-elever, som skal stå i front for kollektivet er instruktør Mathias Broe, manuskriptforfatter Morten Mortensen, instruktør Kristian Håskjold og producer Caroline Steenberg Dam.

Super16 tager os helt ind i filmens DNA

 Sidste år var det parret Lisbeth Wulff og Rasmus Botoft, der som kunstnerisk profil satte fokus på den ustandselige skabertrang, mens Poul Nesgaard i 2016 så nærmere på kunstens samfundsmæssige relevans.

I år går OFF en helt ny vej og lader den alternative filmuddannelse Super16 overtage stafetten. Festivalleder Birgitte Weinberger fortæller om tankerne bag beslutningen:

”OFF tror på fællesskab – OFF ér fællesskab, for det er noget, vi skaber sammen. På samme måde er der heller ingen, der kan lave en film helt selv. Men samtidig skal den enkelte være i stand til at finde sit personlige udtryk og sit eget unikke filmsprog,” forklarer Birgitte Weinberger og uddyber, hvorfor netop Super16 er en oplagt repræsentant for det:

”OFF vil med Super16 som årets kunstneriske profiler få morgendagens stjerner frem i lyset og sætte fokus på, hvordan man finder sin egen stemme i flokken. Vi skal længere ind i materien, ind i filmens DNA og fremtiden – og vi glæder os helt vildt!”

Super16 har siden 1999 skabt et aktivt filmfællesskab for unge talenter og sat et markant aftryk på dansk film. Læs mere om Super16 her: http://super16.dk/


OFF har fundet årets hold af fantastiske frivillige!

OFF – Odense International Film Festival lukker nu for tilmelding af frivillige til OFF18, da målet på de magiske 150 er nået. Der er dog mulighed for at komme på venteliste, og dermed stadig have en chance for at være med på holdet til en uge fyldt med kortfilm og kærlighed!

OFF’s frivillige er et kæmpe aktiv for festivalen, og en af festivalens grundpiller. År efter år er de fantastiske frivillige med til at få festivalen på vingerne og gøre et besøg til en uforglemmelig oplevelse, for de mere end 27.000 besøgende fra både ind- og udland. De frivilliges entusiasme og engagement er samtidig med til at skabe en unik stemning og atmosfære på festivalen, som gør OFF til noget særligt.

Det er derfor både med stor begejstring, stolthed og ydmyghed at OFF nu må lukke for tilstrømningen af frivillige.

Festivalleder Birgitte Weinberger:

”Det er rørende at opleve den massive opbakning, som de mange frivillige er et udtryk for. OFF er noget vi skaber sammen, nye som gamle, unge som ældre, og vi gør det, fordi vi ikke kan lade være. Det er så meningsfuldt og fint, at vi har disse unikke fællesskaber, hvor en fælles passion binder os sammen på tværs”.

OFF er Danmarks største og ældste kortfilmfestival, samt Danmarks eneste Oscarkvalificerende filmfestival. OFF hylder kortfilmformatet, og i løbet af festivalen præsenterer vi unikke filmoplevelser for danske, såvel som internationale gæster.
Filmfestivalen afholdes i Brandts området lige i hjertet af Odense, som hvert år i uge 35 bliver transformeret til et summende filmmekka for folk i alle aldre. OFF18 løber af stablen fra d. 27. august – 2. september.

Skriv dig på ventelisten her

Ups! We kunne ikke finde din formular.