fbpx

48k

OFF søger praktikanter til efteråret 2022

OFF – Odense International Film Festival er Danmarks ældste (1975), internationale, oscar-kvalificerende kortfilmsfestival, der afholdes hvert år i uge 35, hvor ugen summer af spændende film og mennesker fra hele verden. Her i foråret og sommeren planlægger vi OFF22 – og vi søger nu også nye praktikanter, som skal være med til at forberede næste års festival, OFF23.

Vi vil rigtig gerne høre fra dig, hvis du leder efter en praktikplads af mindst 3 måneders varighed. Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende – vi søger praktikanter med forskellige uddannelsesretninger, baggrunde og kompetencer. Du vil komme til at arbejde med mange forskelligartede opgaver, som vil kunne tilpasses efter din interesse og faglige baggrund. Det vigtigste er, at du er dygtig, ihærdig og parat til at lære nyt. Du vil også være med til at træffe beslutninger og har i høj grad mulighed for at bruge din faglighed og være med til at sætte dit præg på festivalen. Det er vigtigt, at du:

  • Kan arbejde selvstændigt og også med flere opgaver på én gang.
  • Er serviceminded og kan kommunikere med mange forskellige mennesker.
  • Kan sætte dit arbejde i system og tænke praktisk.
  • Kan være udadvendt og ansvarsbevidst.
  • Er klar til at indgå i et dynamisk arbejdsmiljø med et højt tempo.
  • Mestrer hele Office-pakken.

 

Du vil som praktikant blive en del af vores kontor, the OFFice, hvor vi arbejder med en bred vifte af opgaver indenfor kommunikation, formidling, grafik, eventplanlægning, koordinering og fondsansøgninger. Kontoret består af festivallederen og en god blanding af fastansatte og praktikanter, både universitets- og virksomhedspraktikanter. Vi er med andre ord en dynamisk arbejdsplads, med plads til udvikling og udfoldelse, og med et tæt sammenhold og fællesskab.

Send snarest en ansøgning til os på Filmfestival@odense.dk, hvis du har lyst til at være en del af holdet. Vi holder løbende samtaler og vil glæde os til at læse din ansøgning.

 


OFF film får Oscar nomineringer

Tirsdag blev det offentliggjort, hvilke film der er nomineret til en Oscar i 2022, og hos OFF kan vi ikke få armene ned over, at hele fire kortfilm, der har deltaget i OFFs konkurrenceprogrammer, hev nomineringer hjem. 

På listen blandt de nominerede til Live Action Short finder vi blandt andet ’The Long Goodbye” med Riz Ahmend i hovedrollen, der vandt OFFs hovedpris, HCA Award, til OFF21. Denne pris er ensbetydende med en Oscar-kvalificering, og demonstrerer at det altså ikke kun er juryen ved OFFs hovedkonkurrence, der har set potentiale i den blot 12 minutter lange kortfilm, men også fagfolk fra den internationale filmbranche. “The Long Goodbye” kan ses på vores streamingtjeneste OFFstream.dk. I kategorien Live Action Short Film 2022 er “The Dress” af polske Tadeusz Łysiak også nomineret, og denne film deltog på OFF20 i hovedkonkurrencen.

Ligesom resten af Danmark er OFF i særdeleshed også stolte af Martin Strange-Hansen, der med kortfilmen “On My Mind” har mulighed for at vinde endnu en Oscar, som han gjorde tilbage i 2003 med “Der er en Yndig Mand”. Med dette værk fortæller Strange-Hansen historien om en dedikeret og desperat ægtemand, der vil gøre alt for opfylde sin kones ønske. Kortfilmen er med Camilla Bendix og Rasmus Hammerich i de bærende roller. Sidste gang en dansk kortfilm vandt en Oscar var i 2014 for Anders Walters kortfilm “Helium” i kategorien Live Action Short Film.

Selvom det tilsyneladende er i kategorien Live Action at OFFs udvalg høster nomineringer, må vi ikke glemme Elizabeth og Gulistan Mirzaeis “Three Songs for Benazir” der er nomineret i kategorien Documentary Short.

Konkurrencer med et kvalitetsstempel

Med film der afspilles fra morgen til aften i en uge, er Odense Film Festival ikke kun en begivenhed, der bringer kunsten og kulturen til live i det lokale. De mange oscarnomineringerne af kortfilm, der har været udtaget til OFF, vidner om, hvor stor en indflydelse og evne festivalen har for at vælge film til konkurrenceprogrammerne, der høster international anderkendelse og  har en videre færden på et internationalt plan. Siden 2014 har hele 15 nominerede film på tværs af de tre Oscar kortfilmskategorier været udtaget til OFF.

At tre ud af fem af de Oscar-nominerede kortfilm i kategorien Live Action Short Film samt én i Documentary Short har været udtaget til Odense International Film Festival demonstrerer altså, at festivalen har sans for at vælge stærke kortfilm, og at den endelige selektion er garant for værker, der bærer på et større potentiale. Denne evne understreges af, at hovedpriserne i alle OFFs konkurrence programmer kvalificerer vinderen til en Oscar. Det startede i 2013, da OFF blev anerkendt som Danmarks første Oscar-kvalificerende filmfestival, og dermed kunne sende vinderen af både Hovedkonkurrencen og Den Danske Konkurrence videre til USA. Fra 2015 kunne OFF også sende vinderen af Animationskonkurrencen videre, og som det nyeste blev vinderen af Dokumentarkonkurrencen fra 2018 også sendt til Oscar selektionen – dermed sendes alle vindere fra vores kortfilmskonkurrencer til den prestigefyldte Oscar-komité.

Prestigefyldte priser

Det er vinderne af den danske konkurrence, hovedkonkurrencen, animations- og dokumentarkonkurrencen på OFF, der kvalificerer sig til at blive nomineret til en Oscar. Det samme gælder for European Film Awards, hvor OFF også sender en film fra hovedkonkurrencen videre. Prestigen er dog også at finde i Danmark, hvor en dansk kortfilm kun kan blive nomineret til en Robert i kort animation/fiktion kategorien, hvis den er blevet udtaget til den danske konkurrence på festivalen. Senest vandt Hanna Elbke med “Vilde Sind”, da filmen vandt en Robert i Tivoli Hotel & Congress Center i København.


En lørdag aften i filmkunstens tegn

Den første weekend efter åbningen af det danske samfund blev brugt af mange danske film- og TV-folk på at hædre kunsten. Årets Robertprisuddeling blev afholdt i lørdags, og dermed blev der uddelt priser i over 29 kategorier.

Selvom Robertprisuddelingen er en aften, hvor det ofte er de store produktioner, der er i centrum, så minder den os også om, at kortfilmsgenren ligeledes spiller en vigtig rolle i film- og TV-branchen, og i udvikling af dansk film.

Kortfilmen “Vilde Sind” vandt prisen for bedste kortfilm (animation/fiktion), og fortæller historien om en dreng, der vil forsøge at løsrive sig fra sin mor i processen om at finde sin plads i verden. Nominerede i samme kategori var: “Amourteur”, “Buff Cops”, “Inherent” og “Det er så yndigt”, men det blev altså Hannah Elbkes værk, der vandt prisen lørdag aften.

OFF har en særlig rolle i denne kategori, da kun film, som er udtaget til den danske konkurrence på OFF kan kvalificere sig til en Robert-nomination.


Submission til OFF22 er nu åben

Danske og internationale filmskabere, der drømmer om at være en del af det oscarkvalificerende konkurrence program på næste års filmfestival i Odense, kan nu flytte deres film fra klipperummet og ud i virkeligheden: Fredag den 1. oktober 2021 åbner OFF for indsendelse af kortfilm til festivalen i 2022!

Fire konkurrencer med Oscarkvalificering

Konkurrenceprogrammet består i 2022 af fem centrale konkurrencer: Hovedkonkurrencen, den Danske Konkurrence, Animationskonkurrencen, Dokumentarkonkurrencen samt Ungdomskonkurrencen, hvoraf de fire førstnævnte hver indeholder oscarkvalificerende kategorier. Hovedkonkurrencens HCA Award er den største pris med en pengepræmie på 35.000 DKK og en direkte indstilling til Oscarakademiets udvælgelsesjury.

Oscarstatuetten er ikke den eneste prestigefyldte pris, vinderne af OFFs konkurrencer får udsigt til: Siden 2019 har OFF været EFA-kvalificerende og kan derfor indstille film til kortfilmkategorien ved The European Film Awards. Ydermere har OFF siden 2016 samarbejdet med Det Danske Filmakademi, som hvert år uddeler Robert Prisen til de bedste danske film. Samarbejdet bevirker, at danske kortfilm skal igennem OFFs udvælgelse for at komme i betragtning til en Robert Pris. De fem nominerede kortfilm til Robert Prisen annonceres ved OFF Awards i slutningen af festivalugen.

Tilmelding og rabat

OFF modtager kortfilm i alle genrer med en varighed på maks. 30 minutter inkl. credits. Det er et krav, at filmen er færdiggjort i 2021 eller 2022. Frist for tilmelding er fredag den 1. april 2022. Find yderligere information, regler og specifikationer på FilmFreeway, hvortil du også tilmelder din film til OFF22. Indtil 1. januar er der Early Bird rabat, så der er ingen tid at spilde!

Vi ses til OFF22!


EVENT – Se de Oscar-nominerede kortfilm 2021

Den 11. maj 2021 præsenterer Cafe Biografen, i samarbejde med Cinemateket, årets Oscar-nominerede kortfilm med introduktion af OFFs festivalleder Birgitte Weinberger 

Igen i år præsenterer Cafe Biografen, i samarbejde med Cinemateket, årets Oscar-nominerede kortfilm og vindere i den populære live action-kategori.

Programmet varer cirka halvanden time og du vil undervejs opleve kortfilm af høj kvalitet med smittende fortælleglæde og imponerende kreativitet.

Programmet byder på film fra forskellige verdenshjørner. Heriblandt danske Elvira Linds omtalte ’The Letter Room’.

Du kan læse mere om årets film på oscar.go.com.

Du finder din billet her.


Thomas Vinterbergs ‘Druk’ vinder Oscar

Natten til mandag vandt Thomas Vinterberg og resten af holdet bag “Druk” en Oscar-statuette for Bedste internationale film. ‘Druk’ skriver sig ind i historien som én af de i alt fire danske film, der har vundet en Oscar.

Vi ville lave en film, der fejrer livet, sagde Vinterberg rørt i sin tale. Og det må man sige, blev en vellykket én af slagsen.

‘Druk’ har solgt mere end 800.000 billetter og er en yderst seværdig film med høj underholdningsværdi. Men samtidig giver filmen også stof til eftertanke. ‘Druk’ er dedikeret til Vinterbergs datter, der fire dage inde i optagelserne pludseligt gik bort.

Thomas Vinterberg gæstede OFF i 2019 og vandt i 1994 på OFF med kortfilmen “Drengen der gik baglæns”.

KÆMPE tillykke med statuetten og masser af kærlighed fra OFF ❤

Har du lyst til mere Vinterberg? Så kan du lytte til Kort er Godt! Episode 37. Her taler Claus og Birgitte om “Drengen der gik baglæns”.

 

 


Korte film på årets korteste dag

08.12.20: Arrangementet er desværre aflyst grundet de gældende, lokale retningslinjer i Odense Kommune.

OFF – Odense International Film Festival og Cafe biografen sætter fokus på film i det korte format og fejrer lysets komme på årets allerkorteste dag med en håndfuld vinderfilm fra OFF20. Hele sker mandag d. 21. december 2020 kl. 12.30 og 18.30 på Cafe biografen. Billetter koster 50 kr. og kan købes på cafebio.dk

Traditionen for at markere kortfilm på årets korteste dag opstod for en del år siden og er udbredt til flere europæiske lande. OFF glæder sig til at forsætte traditionen i på Cafe biografen, da det netop er en oplagt lejlighed til at sætte fokus på lækre film i det korte format plukket fra den vidunderlige filmfestival, der blev afholdt i august. Så ta’ en pause fra julegaveindkøb, stress og jag og synk ned i biografens bløde, røde sæder sammen med os.

For årets korteste og mørkeste dag er naturligvis helt perfekt til korte film og til at fejre lysets komme. Derfor er OFF og Cafe biografen glade for at kunne invitere indenfor i varme til en lækker kortfilmspakke bestående af seks vinderfilm fra årets filmfestival – OFF20. OFFs leder Birgitte Weinberger står bag programmet og vil introducere filmene. Efter visningerne er det muligt at møde den fynske instruktør – Jesper Quistgaard der har lavet årets publikumsvinder Bonaparte.

Du skal glæde dig til at opleve:

Audience Award                  Bonaparte
Børge Ring Award              Orgiastic Hyper-Plastic
HCA Award                          Nina
Artist Award                        Wade
Film Fyn Talent Award     The Nannies
Storyteller Award               On the Boat

 


Festivalkoordinator til OFF – barselsvikariat

Vil du være med til at udvikle, eksekvere og udbrede kendskabet til den næste udgave af Danmarks internationale Oscarkvalificerende kortfilmfilmfestival – OFF21?

Vi søger en festivalkoordinator til OFF i tidsbegrænset stilling forbindelse med barselsorlov.

Vi har store ambitioner for OFF. Opbakningen er markant og mulighederne mange, og vi søger en kollega med stærke erfaringer inden for koordinering af større begivenheder. Du har relevant erfaring, er selvstændig og kan holde hovedet koldt og løse mange opgaver sideløbende i henhold til vores meget omskiftelige årshjul.

Vi har brug for en kreativ Excel-ekvilibrist med øje for effektivisering og eksekvering, der med et personligt drive, ideer, vilje og evner til at udvikle og skabe fremtidens festival i tæt samarbejde med festivalens team.

Du skal have erfaring med:

  • Koordinering af større arrangementer
  • Office-pakken og særligt Excel!!!
  • Kommunikation og tekstarbejde
  • SoMe
  • WordPress
  • Fondsansøgning

Du bliver ansat i afdeling OFF – Odense International Film Festival, som organisatorisk er en del af Kulturmaskinen i By- og Kulturforvaltningen.

Teamet udgøres af 4 medarbejdere samt praktikanter og frivillige. Vi har store ambitioner, opbakningen er markant og mulighederne mange, og vi søger en iderig kollega med stærke erfaringer inden for koordinering af større begivenheder og særligt tekstproduktion. Du har relevant erfaring, er selvstændig og kan holde hovedet koldt og løse mange opgaver sideløbende i henhold til vores meget omskiftelige årshjul.

Vi har en afslappet omgangstone på kontoret, passer godt på hinanden og sætter en stor ære i at arbejdspladsen er et rart sted at være. I stillingen får du mulighed for at udvikle dig fagligt såvel som personligt.

Vi tilbyder en spændende og udfordrende arbejdsplads, hvor du kan blive en central del af en dynamisk Kulturinstitution og et stærkt festivalteam, der arbejder hårdt og har det sjovt. Du er med til at træffe og ikke mindst føre beslutningerne ud i livet og har i høj grad mulighed for at bruge din faglighed og sætte dit præg på filmfestivalen – med andre ord, er der rum til både udvikling, engagement og udfoldelse, men også med et stærkt fokus på professionalisme og eksekvering, så festivalen på alle parametre står knivskarpt.

OFF er en spændende og udfordrende arbejdsplads, hvor du kan blive en central del af en dynamisk Kulturinstitution og et stærkt festivalteam, der arbejder hårdt og har det sjovt. Du er med til at træffe og ikke mindst føre beslutningerne ud i livet og har i høj grad mulighed for at bruge din faglighed og sætte dit præg på filmfestivalen.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Stillingen er på 30 timer om ugen med tiltrædelse 1. februar 2021.

Hvis du har behov for at vide mere, er du velkommen til at henvende dig til festivalleder for OFF, Birgitte Weinberger på 30581617.

Ansøgningsfrist er den 14. december 2020. Samtaler forventes afholdt den 22. december 2020.

Ansøg stillingen lige her.


Nye film på OFFstream

OFF er nu klar med en håndfuld vidunderlige kortfilm fra årets festival, der løbende bliver lagt på festivalens streamingtjeneste OFFstream. Den første omgang er allerede landet på OFFstream, hvor du blandt andet kan opleve en spansk familiefar, der gør noget af værste, man kan imod sine allernærmeste i den spanske Limbo og retro horror på allerbedste vis med den danske I dare you, der viser, når to unge menneske begynder at toppe hinanden i udfordringer.

Dugfriske fredagsfilm

Hver fredag bliver OFFstream opdateret med en ny spilleliste: det er særlige film fra OFF20 i en særlig temapakke. Glæd dig til at genopleve, hvad OFF20 havde at byde på, når det bl.a. kom til kærlighed og skæve familiedynamikker. Du vil også kunne opleve nogle af de film, der tog priser med hjem under OFF20 og et par af de danske perler, der er blevet shortlisted til Robert Prisen 2021.

Du kan besøge OFFstream lige her og altid se de nyeste tilføjelser i den spilleliste, der er øverst på forsiden.