fbpx

48k

OFF bliver tovholder på Kulturregion Fyns filmindsats

At Fyn er lig med film er efterhånden cementeret – og nu skabes der yderligere synergi på området, når OFF – Odense International Film Festival bliver tovholder på Kulturregion Fyns filmaktiviteter.

Gennem en årrække har Kulturregion Fyn arbejdet indgående for at styrke det fynske filmmiljø og tilbyde de fynske borgere en ambitiøs pallette af spændende og lærerige filmoplevelser. Det er sket gennem de to grene af kulturregionens filmindsats ”Fyn er film”:

”Film for Alle” retter sig hovedsageligt mod det unge og voksne publikum og koordineres af OFF – Odense International Film Festival, mens ”Film for børn og unge”, der hidtil er blevet koordineret centralt i Kulturregion Fyn, giver børn i alderen 3-16 år mulighed for at arbejde med filmmediet.

Nu overtager OFF imidlertid rollen som tovholder på samtlige af Kulturregion Fyns filmaktiviteter med mobilfilmkonkurrencen EDIT24 som undtagelse. Mobilfilmkonkurrencen for skolebørn fra 4.-7.-klasse vil fremover blive varetaget af Lenette Nagstrup Jensen, der gennem flere år har været en del af holdet bag EDIT24.

Hos OFF glæder de sig ifølge festivalleder Birgitte Weinberger til at skulle favne ”Film for børn og unges” målgrupper. Deres energi og iver for at fordybe sig i filmmediet har OFF allerede været i berøring med i forbindelse med filmvisninger for børn og filmpædagogiske kurser for pædagoger og lærere under de seneste filmfestivaler.

””Film for børn og unge” har en vigtig rolle i at lære børn i alle aldre, at Fyn er film – og at film er lig med viden om omverdenen. Den opgave er vi begejstrede for at have overtaget, og vi mener, at der kan skabes rigtig god synergi mellem OFFs aktiviteter og kulturregionens indsatsområde,” siger Birgitte Weinberger.

Hun glæder sig over de anderledes opgaver, ”Film for børn og unge” allerede nu fører med sig. I sidste uge kunne OFF og Kulturregion Fyn dele nyheden om, at Det Danske Filminstitut lancerede en ny filmpædagogisk app til daginstitutioner, som ”Film for børn og unge” har været med til at skabe. Og netop nu er de i fuld gang med forberedelserne til en FilmFREAK-camp for alle 15-17-årige, der drømmer om at arbejde med film. Campen afholdes den 6.-7. oktober på Odense Filmværksted i samarbejde med filmskolen 18Frames og filmtilbuddet Klar til film – Station Next – og der er stadig ledige pladser.

 

Læs mere om Kulturregion Fyns filmindsats Film for børn og unge på www.filmportalfyn.dk

 


Gratis filmoplevelser for de mindste med Børnebiffen på Fyn

Tilbuddet rammer Assens, Faaborg-Midtfyn, Langeland, Odense, Kerteminde, Nyborg, Svendborg og Ærø, og udbydes af Kulturregion Fyn som en del af projektet Film for Børn og Unge

Børnebiffen ruller snart henover de fynske biografskærme med fantastiske kortfilm til de 3-7-årige. Efterårssæsonen for det gratis filmtilbud skydes i gang til oktober.

Børnebiffen er et gratis filmtilbud udbudt af Kulturregion Fyn til daginstitutioner og skolernes 0. klasser, hvor børnene kan få gode, sjove, skæve og tankevækkende filmoplevelser. Filmpakkerne består af kortfilm, der er nøje udvalgt til målgruppen af DFI – Det Danske Filminstitut og fordelt i to pakker; et program for de 3-4-årige og et program for de 5-7-årige.

I Børnebiffens efterårssæson præsenterer Kulturregion Fyn to spritnye filmpakker (22 og 23), spækket med film som børnene vil elske. Børnebiffen starter med de første visninger den 2. oktober og løber frem til starten af december. Filmene vises i 14 biografer fordelt over de fynske kommuner, og tilbuddet er blevet taget godt imod på Fyn tidligere år.

Børnebiffen har kørt med stor succes i mange fynske biografer og biblioteker igennem en årrække. Flere pædagoger har fortalt, at børnene elsker at se Børnebiffens kortfilmperler på det store lærred sammen med deres kammerater, fortæller Ditte Mejlhede, filmpædagogisk konsulent hos DFI.

Børnebiffen byder ikke kun på filmvisninger for de små. En tur i biffen kan med fordel suppleres med det filmpædagogisk materiale PiXi, og fra dette efterår også den nye app ’Filmcentralen/For de yngste’, udviklet af DFI i samarbejde med Kulturregion Fyn. Den mediepædagogiske app og PiXi-materialet skal bidrage til børnenes oplevelse, forståelse og skabelse af film. Det kan både bruges til forberedelse inden Børnebiffen og efterfølgende som inspiration til den gode samtale om filmene og til sjove film- og mediepædagogiske aktiviteter.

Med den nye app fra Det Danske Filminstitut, FILMCENTRALEN / FOR DE YNGSTE, kan børnenes filmoplevelser i Børnebiffen nu leve videre i børnehaven, da appen byder på en masse kreative, fysiske og mediepædagogiske aktiviteter inspireret af Børnebiffens film. 10 daginstitutioner på Fyn har været involveret i testning af app’en, og har hermed sikret, at app’ens indhold er inspirerende, let at gå til og helt i sync med den nye pædagogiske læreplan og børnehavens dagligdag, udtaler Ditte Mejlhede.

 

Det gratis PixiFilm-materiale kan tilgås på Filmportalfyn.dk, og du kan læse mere om den gratis app på https://www.dfi.dk/presserum/filmcentralenfor-de-yngste.

Tilmelding til Børnebiffens filmvisninger sker på: http://www.kulturregionfyn.dk/boernebiffen
Læs mere om Børnebiffen og filmprogrammet her: https://filmportalfyn.dk/bornebiffen/

Børnebiffen udbydes af Kulturregion Fyn og koordineres af OFF – Odense International Film Festival.

 


Praktik hos OFF

OFF er en spændende og dynamisk arbejdsplads med plads til både udvikling og udfoldelse. Vores medarbejdere består af en blanding af fastansatte og skønne praktikanter. Der er med andre ord løbende udskiftning, og vi hører rigtig gerne fra dig, hvis du er på udkig efter en praktikplads i min. 3 måneder.

Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende – vi søger forskellige uddannelsesretninger, baggrunde og kompetencer for at opnå et så stærkt hold som muligt. Det vigtigste er, at du er dygtig til det, du laver, og er villig til at kaste din kunnen i projektet.

Vi tilbyder en spændende og udfordrende arbejdsplads, hvor du kan blive en central del af et dynamisk festivalteam. Du er med til at træffe beslutningerne og har i høj grad mulighed for at bruge din faglighed og sætte dit præg på filmfestivalen.

Det er vigtigt, at du:
– Kan arbejde selvstændigt, også med flere opgaver på én gang.
– Er serviceminded og kan kommunikere med mange forskellige mennesker.
– Kan sætte dit arbejde i system og tænke praktisk.
– Kan være udadvendt og ansvarsbevidst.
– Er klar til at indgå i et dynamisk arbejdsmiljø med et højt tempo.
– Er god til hele Office-pakken.

Hvis du er interesseret, så send en ansøgning inden 1. oktober til
Festivalleder Birgitte Weinberger
bsw@odense.dk / 65 51 28 21

 

 


OFF viser årets vinderfilm

Du har nu mulighed for at se eller gense prisvindende kortfilm, når OFF blænder op for vinderfilm fra årets festival i tre OFF Special arrangementer i Odense.

OFF – Danmarks internationale, Oscarkvalificerende kortfilmfestival blev endnu en gang afholdt i uge 35 i hjertet af Odense, hvor gæster fra nær og fjern blev budt på mere end 200 arrangementer – og ikke mindst kortfilm. Over 2500 kortfilm søgte om optagelse i årets konkurrenceprogram, hvoraf 111 klarede sig igennem nåleøjet og blev vist under festivalen for et stort og veloplagt publikum.

OFF’s kompetente juryer kom på hårdt arbejde for at finde de bedste kortfilm indenfor festivalens fem konkurrencer; hovedkonkurrencen, den danske, animation, dokumentar og ungdomskonkurrence. Vinderne blev hædret under lørdagens prisoverrækkelse med statuetter, priser og klapsalver – og for hovedprisvinderne med muligheden for at komme i betragtning til den eftertragtede Oscar.

De spændende og gribende vinderfilm kan nu ses eller genses, når OFF henover efteråret afholder OFF Special i Cafe Biografen i Odense. Filmene byder på alt fra autentisk drama over familiære dokumentarer til talentfulde animationer. Ved hvert arrangement vises tre eller fire prisvindere, og der bydes velkommen af festivalleder Birgitte Weinberger.

OFF Special foregår d. 1. oktober, d. 5. november og d. 3. december kl. 19 i Cafe Biografen. Billetter koster 80 kr og kan købes via Cafe Biografens hjemmeside: www.cafebio.dk

 

Mandag d. 1. Oktober:

Best Short Documentary Prisoner of Society Georgia
Youth Award At Dawn France
The Soapbox Award Everything Has a Beginning Denmark
Artist Award Fauve Canada
Mandag d. 5. november
Vimeo Staff Pick Award En værdig mand Denmark
Animation Talent Award Egg France/Denmark
Best Danish Short Film Maja Denmark
HCA Award Detainment Ireland
Mandag d. 3. december
Audience Award Fodbolddommeren Denmark
Børge Ring Award The Night Of The Plastic Bags France
Film Fyn Talent Award Hjemsøgelsen/Haunted Denmark

 


Se vinderfilm i Cafe biografen hele søndag

Talerne er holdt, glimmeret er fejet af gulvet, og filmvinderne anno OFF18 er fundet. Men festivalen er heldigvis ikke helt slut endnu!

Søndag kan man nemlig fange alle de vindende konkurrencefilm i særlige vinder-programmer, der vises i Cafe biografen allerede fra kl. 11.15.

Visningsplan for søndag den 2. september:

11.15: Vinderfilm, Cafebiografen

13.15: Vinderfilm, Cafebiografen

15.15: Vinderfilm, Cafebiografen

17.15: Vinderfilm, Cafebiografen

19.15: Vinderfilm, Cafebiografen

21.15: Vinderfilm, Cafebiografen

Af hjertet tak for en fantastisk festival – vi ses til OFF19!


Tak og tillykke til årets formidable vinderfilm – og til alle filmskaberne bag

OFF18 lakker mod enden, og som afslutning på en forrygende uge med smukke, provokerende, rørende, følsomme, humoristiske og tankevækkende kortfilm, samtaler, seminarer, koncerter og filmvisninger afholdt festivalen til aften OFF Awards; en konfettispækket prisfest, hvor jurymedlemmerne løftede sløret for filmvinderne i de mange konkurrencer.

Hovedprisen, HCA Award, gik til irske Vincent Lambe for filmen ”Detainment”, der samtidig modtager 35.000 DKK. Vinderfilmen bliver sendt videre til Oscarakademiets nomineringsudvalg sammen med modtagerne af prisen for årets danske kortfilm, Marijana Jankovic’ ”Maja”, af Børge Ring Award for bedste animationsfilm, ”The Night Of The Plastic Bags” af franske Gabriel Harel, samt den allerførste prismodtager for bedste dokumentarfilm, georgiske Rati Tsiteladze for filmen ”Prisoner Of Society”.

Det var dog ingen af ovenstående filmskabere, der blev årets pristopscorer, idet danske Christian Einshøj satte rekord ved at vinde i hele tre kategorier. Han modtog således både The Storyteller Award og FilmFyn Talent Award for sin film ”Hjemsøgelsen”, mens hans pitch for ”Brothers Suicide” var godt nok til at sikre ham andenpræmien i Pitch Me Baby-konkurrencen efter Zinnini Elkington og hendes idé til filmen ”Skifting”.

På aftenen blev de fem nominerede til næste års Robert Prisen i kortfilmskategorien også afsløret. De fem nominerede er ”Delfinen” af Laurits Munch-Petersen, ”Fugle” af Trine Nadia, ”Maja” af Marijana Jankovic, ”November” af Kasper Møller Jensen og ”Næste Stop” af Daniel Kragh-Jacobsen.

Herunder er den komplette liste over alle årets vindere på OFF – Odense International Film Festival:

  • Grand Prix – HCA Award: “Detainment” af Vincent Lambe
  • OFF Storyteller Award: “Hjemsøgelsen” af Christian Einshøj
  • OFF Artist Award: “Fauve” af Jeremy Comte
  • Best Danish Short Film: “Maja” af Marijana Jankovic
  • FilmFyn Talent Award: ”Hjemsøgelsen” af Christian Einshøj
  • Børge Ring Award: “The Night Of The Plastic Bags” af Gabriel Harel
  • Animation Talent Award: “Egg” af Martina Scarpelli
  • Best Short Documentary: “Prisoner Of Society” af Rati Tsiteladze
  • The Soapbox Award: “Everything Has A Beginning” af Marie Limkilde
  • Youth Award: ”At Dawn” af Julien Trauman
  • Publikumsprisen: ”Fodbolddommeren” af Jesper Quistgaard
  • Pitch Me Baby, 1. præmie: “Skifting” af Zinnini Elkington
  • Pitch Me Baby, 2. præmie: “Brothers Suicide” af Christian Einshøj
  • VIMEO Staff Pick Award: ”En Værdig Mand” af Kristian Håskjold
  • Robert Prisen Shortlist: ”Delfinen” af Laurits Munch-Petersen, ”Fugle” af Trine Nadia, ”Maja” af Marijana Jankovic, ”November” af Kasper Møller Jensen samt ”Næste Stop” af Daniel Kragh-Jacobsen

OFF ønsker alle vinderne stort tillykke! Desuden skal der lyde et hjerteligt tak til alle filmskabere, der har sendt deres film til os, og til alle de 111 fremragende kortfilm, der endte med at udgøre det filmiske, kunstneriske, kreative fundament for OFF18.


Instruktør Thomas Levin er vært ved OFF Awards

I aften ruller vi den postkasserøde løber ud foran Magasinet og hælder lidt ekstra bobler i glassene, naturligvis i anledning af OFF Awards – en storstilet prisuddelingsfest, hvor vinderne af de mange konkurrencer skal findes.

Til at gelejde publikum godt igennem aftenens show har vi allieret os med den garvede filmmand, dramatiker, skuespiller og instruktør Thomas Levin.

Thomas Levin gæstede OFF – Odense International Film Festival sidste år med kortfilmen ”Walter & Alma” (2017) – filmen er Thomas Levins instruktørdebut, som han også selv har skrevet manuskript til. Tidligere har Thomas Levin arbejdet som skuespiller med bærende roller i blandt andre DR-serien ”Sommer” (2008) og ikke mindst som hovedkarakteren i TV 2’s dramaserie ”Norskov” (2015). Thomas Levin har også haft succes med sine tekster til scenekunsten, eksempelvis med teaterkomedien ”Peter og Elgen”, der indbragte ham en Reumert som Årets Dramatiker i 2012.

I aften debuterer han i rollen som OFF-vært, når han står på scenen og kaster stjerneglans over festivalens formidable finale. Der er korte taler, lange kjoler og masser af glimmer i vente!


Koncert med Tiptoe er flyttet til Musikhuset Posten

Det regner! Og det bliver det ved med, siger de i radioen. Af samme grund bliver det vanskeligt for vores fabelagtige musikere i Tiptoe Bigband at spille koncert udenfor i aften – men det skal ikke stoppe os fra at nyde de ikoniske toner, der ledsager Tarantinos mange filmværker.

Derfor er koncerten med Tiptoe Bigband flyttet til Musikhuset Posten, Østre Stationsvej 35, hvor bigbandet vil spille optakt til aftenens open air-film ”Pulp Fiction”. Tidspunktet for koncertstart er stadig det samme: Klokken 20:00.

Koncerten er gratis og åben for alle, indtil der ikke er plads til flere på spillestedet.

Efter koncerten vises ”Pulp Fiction” som planlagt på Amfiscenen ved Brandts, men samtidig også i Magasinet i Farvergården. Der er altså mulighed for at se filmen både under åben himmel og under tag.

Vi ses!


Årets jurymedlemmer er på hårdt arbejde

OFF18 er lige nu i fuld sving – og det er årets jurymedlemmer bestemt også.

Med i årets konkurrencer er i alt 111 film fra ikke færre end 35 lande. Og til at bedømme de mange film, og ultimativt udvælge vinderne, er en række erfarne filmpersonligheder fordelt på seks forskellige juryer: Main Competition Jury, Danish Competition Jury, Animation Competition Jury, Documentary Competition Jury, Youth Competition Jury og Pitch Me Baby Jury.

Iblandt jurymedlemmerne finder man massevis af velkendte ansigter, som i årevis har beriget den danske og internationale film- og tv-branche med deres arbejde både foran og bagved kameraet – “Dicte”-skuespiller Iben Hjejle, tv-dokumentarist og journalist Anders Agger, klipper og konsulent på Lars von Triers guldpalmevinder “Dancer In The Dark” (2000) Anders Refn, oscarvindende producer Kim Magnusson samt rapper, producer og manuskriptforfatter Nikolaj Peyk – for bare at nævne nogle få.

Årets juryer har også internationalt format. Blandt andre kan man møde programlægger Ben Thompson fra den prominente filmfestival Tribeca Film Festival i New York og festivalkoordinator og filmjournalist Alexandra Gabrižová fra Academy of Performing Arts, Film and Television Faculty i Bratislava, Slovakiet.

I 2013 blev OFF Danmarks første oscarkvalificerende filmfestival og kunne sende vinderen af både Hovedkonkurrencen og Den Danske Konkurrence videre til garanteret vurdering af Oscarakademiet. Fra 2015 blev også Animationskonkurrencens hovedpris oscarkvalificerende, og i år er festivalen stolt af ikke alene at præsentere en helt ny Dokumentarkonkurrence, men også samtidig at kunne sende vinderen af konkurrencens hovedpris direkte videre til Oscarakademiet.

For de danske filmskabere er der endnu mere på spil; de nominerede til Robert Prisen for bedste danske kortfilm findes blandt filmene i Den Danske Konkurrence på OFF. Forud for festival shortlistes ti film af Danmarks Film Akademi, og de endelige fem nominerede til Robert Prisen afsløres ved lørdagens OFF Awards i Magasinet.

KONKURRENCER OFF18

Main Competition – Hovedkonkurrence

Jury: Instruktør, klipper og konsulent Anders Refn, skuespiller og instruktør Mads Riisom samt skuespiller Iben Hjejle.

Danish Competition – Den danske konkurrence

Jury: Manuskriptforfatter og instruktør Heidi Maria Faisst, instruktør Ulaa Salim samt programlægger og kurator Ben Thompson.

Animation Competition – Animationskonkurrence

Jury: Animationsinstruktør Ida Andreasen, animator og tegner Jonas Wagner samt festivalkoordinator Alexandra Gabrižová.

Documentary Competition – Dokumentarkonkurrence

Jury: Journalist Anders Agger, dokumentarfilmkonsulent Cecilia Lidin samt dokumentarinstruktør Eva Weber.

Youth Competition – Ungdomskonkurrence

Jury: 8.A fra Tarup Skole i Odense.

Pitch Me Baby

Jury: Instruktør og manuskriptforfatter Isabella Eklöf, animator Sara Koppel, producer Kim Magnusson, rapper og producer Nikolaj Peyk samt dokumentarfilminstruktør Sine Skibsholt.

Publikumsprisen

Prisen uddeles i samarbejde med TV 2/Fyn og går til den konkurrencefilm, der får flest publikumsstemmer i løbet af festivalugen.