48k

Stem på OFF til Best Of Odense

Hos OFF er vi så glade og stolte over at være nomineret til hele to kategorier til Best of Odense: både Årets Kulturoplevelse og vores festivalleder, Birgitte Weinberger, er nomineret i den helt nye kategori, Årets Odenseaner.

Vi er stadig helt oppe at køre over OFF20, der blev den mest vidunderlige festival, vi overhovedet kunne have tænkt os til, både online og offline. Det blev en festival, der fandtes både på OFFstream og i Odense, og var fuldstændig fuld af fantastiske kortfilm og så meget kærlighed. På The OFFice er vi derfor så glade for, at vi i år er nomineret i to kategorier til Best of Odense <3 Vi er oppe mod nogle værdige, vældige konkurrenter, der alle sammen har været med til at gøre Odense til et dejligt sted at være det sidste år og vi er meget stolte over at være i så fint selskab i begge kategorier og kan slet ikke lade være med at glæde os over, hvor skøn Odense egentlig altid er. Hos os banker hjertet naturligvis allermest for kortfilm – og det håber vi også sådan at dit gør.

Hvis du også synes, at OFF20 var helt vidunderlig – og at Birgitte er verdens bedste festivalleder, så kan du stemme på OFF lige HER

Du kan stemme indtil den 16. oktober og kan kun stemme én gang per IP-adresse.


Børnebiffen har åbnet for tilmelding

Ta’ din klasse eller børnehave med biografen og oplev vidunderlige, rørende, legende kortfilm ganske gratis!

OFF – Odense International Film Festival er glade for endnu engang at kunne åbne op for endnu en sæson af Børnebiffen under Kulturregion Fyn i samarbejde med Det Danske Filminstitut, og vi glæder os til se daginstitutioner og 0. klasser over hele Fyn i biografen! Børnebiffens filmpakker er særligt udvalgt af Det Danske Filminstitut, så det matcher perfekt til målgruppen og de alleryngste kan få lov til at komme på rejse ind i kortfilmens magiske univers.

I filmpakkerne kan du finde fine, finurlige kortfilm og engang i mellem også den slags film, der er en lille smule alvorlige. Lad din klasse eller børnehave tilbringe tid med blandt andet Vitello, der vil være forretningsmand, hunden Mester, der flytter ind hos Thomas, og Peter Pix, der får et kæreste brev – og alle de andre vidunderlige figurer og fortællinger, der venter jer i biografens mørke.

Du kan finde det fulde program lige her

Vi viser filmpakkerne 25 og 31, og hver pakke er delt op i to sektioner:

  • Et kortfilmprogram på 29-38 min. fra 3 år.
  • Et kortfilmprogram på 41-45 min. fra 5 år.

Grundet COVID-19 tager Børnebiffen i år lidt særlige forbehold. Det betyder blandt andet, at vi gerne vil bede jer om, at have spist madpakkerne hjemmefra, ikke ankomme mere end 15 minutter før tid, så der ikke dannes kø og brug gerne tid udenfor biografen på at samles, før I går ind i samlet flok. I må naturligvis gerne sidde sammen med jeres egen klasse, men der skal være et sæde mellem hver gruppe.

Læs mere og se eventuelle potentielle opdateringer lige her

De første visninger går allerede i gang den 29. september og du kan tilmelde dig og din klasse lige her: https://www.kulturregionfyn.dk/boernebiffen

Vi ses!


OFF på Kunstmuseum Brandts: kortfilminstallationen Markante Kvinder

Mød en håndfuld af det korte medies Markante Kvinder med OFFs kortfilmsinstallation på Kunstmuseum Brandts.

OFF – Odense International Film Festival har sammensat et filmprogram med markante kvinder enten foran eller bag kameraet. Det er ikke kun de kvinder, der råber højest eller lever livet allerstørst, men også de kvinder som blot sætter aftryk og skaber indsigt og udsyn. Disse kvinders historier sætter sig fast i både hjerte og hjerne og skaber refleksion, lykke og gåsehud. Det er kvinder, der beviser, at man ikke behøver at skrige af sine lungers fulde kraft for at skabe ekko.

Glæd dig til at møde Markante Kvinder, der giver genlyd – glæd dig til at møde kvinder i fiktionen, i animation og dokumentaren – glæd dig til at opleve:

Daimi
Daimi, skabt af Marie Grahtø Sørensen, hev hele tre priser hjem under OFF12: The Youth Award, The Audience Award og The Artist Award – og det er intet under: historien om den 12-årige Daimi og hendes kælegris, giver kuldegysninger i en hjerteskærende historie, hvor vi langsomt skelner mellem fantasi og virkelighed.

Keeping Balance
Bernhard Wengers dokumentar blev vist under OFF15 og er en særlig fortælling om en særlig kvinde. Keeping Balance er en fortælling om en karruseltur og kvinden, der sidder i den. En særlig fortælling om et snurrende helle i en hverdag af minder fra en barndom med mørke stier og kvinden, der navigerer i dem.

Bacchus
Rikke Alma Krogshave Planetas animation blev vist under OFF18 og tager dig med på en særligt farvestrålende rejse: Alex keder sig på arbejde, i baren, i toget. Lige indtil hun bliver lokket en i af en dør til en anden verden af en usædvanlig fremmed, også er der mystik, farver, rytme, dans og leg.

The Promise
Denne svenske dokumentar af Paula Gustafsson, som blev vist under OFF18, snakker om løfter. Den slags, der er længe ventede. Den slags, der smerter næsten ubærligt. Den slags, der viser kærligheden i hele sit hverdagsagtige, vidunderlige, hjerteskærende, utrolige, tårefremkaldende væsen.

Egg
Martina Scarpellis animation Egg vandt Animation Talent Award til OFF18 med hendes historie om en kvinde og et æg. Kvinden er låst inde i et rum med et æg. Når hun spiser det, så angrer hun. Hun slår det ihjel. Hun lader det dø af sult. Hun og ægget er fanget i en cyklus af mæthed og tomhed, og hvor er vejen ud?

Home Swim Home
Valérie Leroy viser med Home Sweet Home, som blev vist på OFF17, at man ikke nødvendigvis behøver en svømmepøl for at tage sine første svømmetag. Hun viser os også en kvinde, der er alene og nyskilt og skal tage sine første svømmetag i en ny lejlighed og i et nyt liv, hvor hendes naboer heldigvis gerne vil lære at svømme.

Kunstmuseum Brandt følger naturligvis alle myndighedernes retningslinjer. Derfor kan der opstå ventetid ved installationen. Installationen kan opleves på Kunstmuseum Brandts frem til den 31. januar 2021.


Tak for i år

I går 22.30 sluttede den sidste visning i Odense. Den sidste vinderfilm blev vist, de røde løbere blev pakket sammen og hele hjertet af Odense blev langsomt i løbet af søndagen lidt mindre rød og kortfilmssød. OFF20 i Odense er afholdt og afsluttet med et brag af et Award show lørdag aften og en søvnig søndag i varmebiografsæder – tilbage er der kun at sige en dybfølt tak.

Fra OFF skal der lyde en kæmpe tak til at alle vores fantastiske frivillige, der igen i år fik festivalen ud i verden, ud i virkeligheden og viste gæster på plads, modererede samtaler med filmskabere og fik alle gæster til at føle sig trygge nok til at kaste sig ud i den rejse, som kortfilmens verden altid vil tage med på.

Tak til de vidunderlige filmskabere, der sendte hele 2945 film ind, som endte ud i årets 129 konkurrencefilm. Tak for at give os en vidunderlig rejse at tage på, tak for at dele jeres vidunderlige historier og visioner med os alle sammen. Tak til alle årets fantastiske juryer, der har set alle konkurrencefilm og endeligt kunne overrække statuetter til vinderne i lørdags. Et kæmpe tillykke skal også lyde til årets nominerede og vindere!

Tusind tak til årets kunstneriske profil, Peter Albrechtsen, der med sit tema ”Sanselighed” tilføjede festival et helt særligt hjørne af fordybelse og magisk lydfilmsnørderi. Vi blev alle sammen beriget med samtaler om blandt andet kunstneriske processer, samarbejder på tværs af kontinenter og filmmediets eviggyldige relevans. Tak Peter, og tak til alle dine inspirerende gæster.

Tak til alle jer, der gæstede festivalen i talks, præsenterede film, spillede koncerter og tilføjede festivalen noget helt særligt i vores fokus programmer. Tak fordi I har tilføjet festivalen mere dybde, mere fest og bredt filmmediets muligheder ud, så alle har kunne få øjnene op for det korte medies magi.

Tak til alle OFFs samarbejdspartnere, tak til sponsorer og tak til Kulturmaskinen. Og selvfølgelig kæmpe tak til vores fantastiske publikum, der har fyldt Farvergården med summen og kærlighed og indtaget biografsæderne med åbent sind. Tak til alle jer, der skabte OFF20 i Odense, tak til alle jer, fordi vi gjorde det! Nu er der kun en ting at sige:

Vi ses på OFFstream, hvor du til stadighed kan se årets konkurrencefilm helt indtil på søndag. Du kan oprette dig som bruger på OFFstream lige her

Foto: Malene Nelting


Alle vindere og nominerede på OFF20

Tillykke til alle de nominerede og alle vinderne: 

Grand Prix – HCA Award:

Nominerede: “Nina” af Hristo Simeonov, “Wade” af Upamanyu Bhattacharyya & Kalp Sanghvi, “Miss America” af Pepi Ginsberg
Vinder: “Nina” af Hristo Simeonov

OFF Storyteller Award:

Nominees: “On the Boat” af Baizak Mamataliev, “Registration” af Michael Borodin, “Los Bengalas” af David Valero Simón
Vinder: “On the Boat” by Baizak Mamataliev

OFF Artist Award:

Nominerede: “Wade” af Upamanyu Bhattacharyya & Kalp Sanghvi, “22.47 linie 34” af Michael Karrer, “Kachalka” af Gar O’Rourke
Vinder: “Wade” af Upamanyu Bhattacharyya & Kalp Sanghvi

OFF: Short Film Candidate for the European Film Awards 2020: “Nina” af Hristo Simeonov

Best Danish Short Film:

Nominerede: “Uden at blinke” (“In the Blink of an Eye”) af Katrine Brocks, “OsWorld” af Phillip Hedegaard Povlsen, “Barnepigerne” (“The Nannies”) af Signe Barvild Stæhr
Vinder: “Uden at blinke” (“In the Blink of an Eye”) af Katrine Brocks

FilmFyn Talent Award:

Nominerede: ”Barnepigerne” (“The Nannies”) af Signe Barvild Stæhr, ”Pinkies Begravelse” (”Pinkie’s Funeral) af Simon Mortensen, “Manifest” af Assa Rytter
Vinder: “Barnepigerne” (”The Nannies”) af Signe Barvild Stæhr

Børge Ring Award:

Nominerede: “Orgiastic Hyper-Plastic” af Paul Bush, “Naked” af Kirill Khachaturov, “Mizuko” af Kira Dane & Katelyn Rebelo
Vinder: “Orgiastic Hyper-Plastic” af Paul Bush

Animation Talent Award:

Nominerede: “Totem” af Katrine Glenhammer, “New People” af Sia Søndergaard & Steen Rasmussen, “100.000 Acres of Pine” af Jennifer Alice Wright
Vinder: “Totem” af Katrine Glenhammer

Best Short Documentary:

Nominerede: “Mama Rosa” af Dejan Barac, “Just a Guy” af Shoko Hara, “City of Children” af Arantxa Hernández Barthe
Vinder: “Mama Rosa” af Dejan Barac

The Soapbox Award:

Nominerede: “Everything for Riana” af Mihai Dragolea, “Dafa Metti” af Tal Amiran, “Huntsville Station” af Jamie Meltzer & Chris Filippone
Vinder: “Everything for Riana” af Mihai Dragolea

Youth Award:

Nominerede: “Manifest” af Assa Rytter, ”Kaldet” (”A Calling”) af Christian Bengston, ”First Comes Love” af Mathias Wintersø, Christian Lykking, Marie-Luise Struve, Nicklas Bøhm
Vinder: “Manifest” af Assa Rytter

Fyens Stiftstidende Audience Award: “Bonaparte” af Jesper Quistgaard

Pitch Me Baby Main Prize: “Splittet” af Jahfar Muataz

Pitch Me Baby Special Mention: “Kvalt” af Amalie Maria

Robert Prisen Shortlist: ”Bleed” af Hannah Elbke, ”Hvor træerne blokerer for lyset” (”100,000 Acres of Pine”)  af Jennifer Alice Wright, “Kaldet” (”A Calling”) af Christian Bengston, ”Pinkies begravelse” (”Pinkie’s Funeral”) af Simon Mortensen, ”Uden at blinke” (”In the Blink of an Eye”) af Katrine Brocks

Foto: Line Svindt


Årets vindere er fundet!

Hele 129 kortfilm fra 42 lande har været vist på OFF – Odense International Film Festival i den forgange uge, både online men også fysisk i Odense for et filmelskende publikum fra nær og fjern.

 

Årets juryer har haft en stor og svær opgave foran sig med at finde årets vindere, men lørdag aften blev festivalens 14 priser uddelt til et varmt og festligt awardshow. Hovedprisen, HCA Award, går til ”Nina” af Hristo Simeonov. Vinderfilmen bliver sendt videre til Oscarakademiets nomineringsudvalg sammen med modtagerne af prisen for årets Bedste Danske Kortfilm, ”Uden at blinke” (”In the Blink of an Eye”) af Katrine Brocks, Børge Ring Award for bedste animationsfilm, ”Orgiastic Hyper-Plastic” af Paul Bush, samt Bedste Dokumentarfilm, ”Mama Rosa” af Dejan Barac. 

 

OFF20 har været i gang siden i mandags og OFF Awards varsler slutningen på årets fysiske festival. Det har været en uge med provokerende, smukke, hjerteskærende, tårefremkaldende kortfilm, paneler, samtaler, koncerter og filmvisninger, der endeligt kulminerede i aftes til Awardshowet. Skuespiller Claus Riis Østergaard indtog på forrygende vis rollen som vært på prisuddelingen til den 45. udgave af OFF – Odense International Film Festival.

Tak for i år – tak for film

OFF ønsker stort tillykke til alle vinderne og for festivalleder Birgitte Weinberger er prisshowet og hele festivalugen en hyldest til det fællesskab, som kulturen skaber:

”Det har været en fantastisk uge. Jeg er så glad og stolt over, at det lykkes at få stablet en fysisk festival på benene i denne foruroligende tid. Vi har holdt afstand. Hænderne rene. Hovedet koldt og hjertet varmt, og der skal lyde en kæmpestor tak til alle vores mange gæster fordi de har passet så godt på hinanden. Det har virkelig været en skøn festival, der på mange områder har været anderledes men med det samme bankende hjerte: meningsfulde møder, kortfilm og kærlighed.”

En rejse i mangfoldighed

Årets vinderliste taler sit tydelige sprog: det er en fortælling om mangfoldighed og om en enorm geografisk spændvidde. Den prisvindende producer, Morten Kaufmann, som sidder i årets hovedjury udtaler:

”Jeg har virkelig fået et kulturelt los i røven af årets film. Et mærkat, som jeg særligt vil sætte på årets udvalg af film, er mangfoldighed. Det har været en stor rejse, som filmene har taget mig med på: Det ene øjeblik er jeg i Libanon, det andet i Serbien og så Kina… Det har været vanvittigt inspirerende, at komme med på den rejse.”

Herunder er den komplette liste over alle årets vindere på OFF – Odense International Film Festival:

Grand Prix – HCA Award: “Nina” af Hristo Simeonov

OFF Storyteller Award: “On the Boat” by Baizak Mamataliev

OFF Artist Award: “Wade” af Upamanyu Bhattacharyya & Kalp Sanghvi

OFF: Short Film Candidate for the European Film Awards 2020: “Nina” af Hristo Simeonov

Best Danish Short Film: “Uden at blinke” (“In the Blink of an Eye”) af Katrine Brocks

FilmFyn Talent Award: “Barnepigerne” (”The Nannies”) af Signe Barvild Stæhr

Børge Ring Award: “Orgiastic Hyper-Plastic” af Paul Bush

Animation Talent Award: “Totem” af Katrine Glenhammer

Best Short Documentary: “Mama Rosa” af Dejan Barac

The Soapbox Award: “Everything for Riana” af Mihai Dragolea

Youth Award: “Manifest” af Assa Rytter

Fyens Stiftstidende Audience Award: “Bonaparte” af Jesper Quistgaard

Pitch Me Baby Main Prize: “Splittet” af Jahfar Muataz

Pitch Me Baby Special Mention: “Kvalt” af Amalie Maria

Robert Prisen Shortlist: ”Bleed” af Hannah Elbke, ”Hvor træerne blokerer for lyset” (”100,000 Acres of Pine”)  af Jennifer Alice Wright, “Kaldet” (”A Calling”) af Christian Bengston, ”Pinkies begravelse” (”Pinkie’s Funeral”) af Simon Mortensen, ”Uden at blinke” (”In the Blink of an Eye”) af Katrine Brocks

 

Hovedjury:

Amalie Næsby Fick

Mazen Haj Kassem

Morten Kaufmann

 

Den danske jury:

Anna Henckel-Donnersmarck

Rasmus Botoft

Sun Hee Engelstoft

 

Animationsjury:

Charlotte de la Gournerie

Johan Oettinger

Michael Wikke

 

Dokumentarjury:

Anne Gry Friis Kristensen

Ellen Hillingsø

Mathias Broe

 

Ungdomsjury:

Munkebjergskolen, 9.A

 

Pitch Me Baby Jury:

Adam August

Kim Magnusson

Sara Koppel

Solbjørg Højfeldt

Ulaa Salim

 

Filmene kan ses indtil den 6. september på streamingtjenesten www.offstream.dk og søndag d. 30. august på Cafe biografen i Odense.

 

Foto: Kristian Gade


Oplev årets vinderfilm

Lige nu er der en helt særlig sitren i Odense. Ja, faktisk i hele verden, hvor filmskabere sidder (an)spændte og venter på, hvem der bliver udråbt som vindere til årets OFF Awards.

Om et par timer går dørene op til den røde løber, om et par timer byder festivalleder Birgitte Weinberger velkommen til et show, der bliver helt OFF og helt fantastisk. Om et par timer ved vi alle sammen, hvem der har kunne hæve OFF-statuettet sejrrigt over hovedet badet i spotlight til buldrende klapsalver. Og fra i morgen af kan vi alle sammen opleve vinderfilmene samlet i blokke – både i Odense og på OFFstream.

Der er næsten udsolgt til vindervisninger i Odense, men der er stadig et par pladser tilbage.
Book din billet her, bare scroll ned i bunden.

På OFFstream har du adgang til konkurrencefilmene helt indtil d. 6. september. Vinderfilmene kommer til at have sin egen kategori på OFFstream, så de nemt kan tilgås. Det koster kun 89 kroner at oprette en bruger på streamingtjenesten og få filmfesten hjem i stuen.

Opret dig som bruger lige her

Foto af Malene Nelting, sidste års vindere af Youth Awards: “We Are All Leavin” af Jonas Risvig


Gentagelsens glæde: Claus Riis Østergaard er vært på OFF Awards

Skuespiller Claus Riis Østergaard tog scenen med storm sidste år, da han var vært ved OFF Awards 2019. I år gør det han det heldigvis igen! Awardshowet bliver som altid fyldt med konfetti, korte taler, vindere og vidunderlige indslag, og Claus bliver manden ved roret, der skal sejle skibet i sikker havn.

Claus Riis Østergaard har siden sidste år også været kendt ansigt i OFF-regi. Han har nemlig lavet en podcast sammen med festivalleder Birgitte Weinberger under navnet Kort er Godt. I podcasten sludrer de om kortfilm, snakker sig igennem temaer, deler anekdoter, filmmusik og meget, meget mere. Indtil videre har Claus allerede 18 podcastafsnit på CV’et og i aften laver Birgitte og ham en live udgave klokken 20.30.

Du kan finde dine billetter lige her

Vi glæder os helt vildt til i morgen, når OFF Awards går i luften klokken 20.30. Vi glæder os til at hylde vinderne og dele dem alle sammen med jer både hele søndagen i Odense og uge 36 med på OFFstream!

Foto: Line Svindt


Et kig bag filmkulissen

Hvordan er det nu lige?

… At man kommer i gang i filmbranchen, får sit gennembrud eller skriver den allerbedste åbning? OFF giver dig igen i år en mulighed for at kigge ind bag filmkulissen og opleve de mennesker, der har skrevet den bedste åbning og er veletablerede navne i branchen. Der er linet paneler op til at give feedback og fortælle om deres vilde vej ind i filmbranchen og servere fifs i massevis. Du kan også møde en masse forskellige festivaler, der fortæller om lige præcis, hvad det er de kan. Selvom du ikke har en åbningsscene, der skal kigges på eller leder efter gode råd til at få folk til at se din film, er der masser af sjove, finurlige fortæller at hente her – bag filmkulissen.

Tag et kig og find dine billetter her:

Den gode åbning

Her kan du få feedback på din egen åbningsscene. Få den åbningsscene ned på en USB og lad filmskribent Christian Monggaard, manuskriptforfatter Christian Gamst Miller-Harris og kurator og leder af Berlinale Shorts Anna Henckel Donnersmarck give dig brandgode fifs til, hvordan din gode åbning bliver endnu bedre.

Vejen ind i filmbranchen

Hvordan kommer man helt ind i filmbranchen? Hvem skal man snakke med? Hvad skal man gøre? Du kan komme med alle dine spørgsmål og rette dem mod et vanvittigt inspirerende panel: filminstruktør Mathias Broe, filmklipper Cathrine Odgaard og Amalie Næsby.

Et filmliv

I år gengæster Pilou Asbæk OFF – Odense International Film Festival, når han skal interviewes af to unge filmfolk fra TheNextFilmFestival. Vi skal høre om hans vej ind på det store lærred og særligt, hvordan samarbejdet fungerer bedst mellem instruktør og skuespiller.

Mød festivalerne

Der findes så uendeligt mange festivaler. Flere end vi aner, flere end vi ved. Fredag klokken 19 kan du møde et udpluk af en masse forskellige festivaler, der alle sammen fortæller om, hvad lige præcis de kan. Det er et vaskeægte branchemøde, hvor der virkelig er mulighed for at snuse til kunsten at mingle festivaler imellem.

Foto: Betina Rosenberg