fbpx

Katrine

Kortfilm om Klima og Bæredygtighed den 3/11

Den 3/11 sender vi festivalleder Birgitte Weinberger til Bronx med en kuffert fuld af kortfilm der kredser om emnerne klima og miljø. Du kan opleve muslingehøstende kvinder i Columbia, arktiske sælers hverdagsproblemer og en dansk klimaaktivists ukuelige kamp for en fremtid.
Det bliver sjovt, lærerigt og spændende. Og så er der kaffe og kage med i prisen.

Kortfilm i undervisningen

OFF har i mange år haft samarbejder med skoler til forskellige projekter med kortfilm i fokus. Selvom mange kortfilm, der har været på OFF, behandler tunge og ikke-børnevenlige emner, er andre dog særligt velegnede til teenagere og unge, som ofte kan relatere til de problemstillinger, der vises på skærmen, selvom filmen er fra f.eks. Sydamerika. Kortfilm er velegnede til undervisning, da det korte format giver mulighed for et overskueligt forløb, der samtidig kan omfatte alverdens temaer og problemstillinger.

Klik på nedenstående links for at gå til det forskellige undervisningsmateriale.


Er OFF Odenses Bedste Kulturoplevelse? STEM NU!

Vi er så stolte og beærede over at være nomineret til Best Of Odense i kategorien Bedste Kulturoplevelse. Og at Festivalleder Birgitte Weinberger er nomineret til Årets Odenseaner.

Du kan hjælpe os med at vinde ved at give os din stemme HER


OFF på Jernbanemuseum

Filmfortællinger om togrejsen

Der er noget særligt – ja, nærmest mytisk – over togrejsen. Både i virkeligheden men i den grad også i kunstens verden. Der er et hav af værker og gode fortællinger, der på den ene eller den anden måde knytter sig til togrejsen. Ikke mindst på film. Værker, hvor toget ikke nødvendigvis er pointen, men alligevel på en eller anden måde et konstant nærværende og betydningsfuldt element.

Birgitte Weinberger er på 14. år leder af OFF – Odense International Film Festival, der hvert år i uge 35 afholdes i hjertet af Odense. Hun har fra festivalens store bagkatalog sammensat en kortfilmspakke med film, der alle på denne ene eller anden vis har toget som omdrejningspunkt. Denne aften vil hun give et indblik i sit arbejde med den prestigefyldte, Oscar-kvalificerede filmfestival OFF, film i det korte format og ikke mindst præsentere en perlerække af kortfilm under temaet ”På Sporet”. Udover Birgittes virke som festivalleder, censor ved Syddansk Universitet og bestyrelsesmedlem, har hun også en skummel fortid som togstewardesse samt en stor kærlighed til tog og at rejse generelt.

 

Praktiske oplysninger

  • Dørene åbner kl. 19.00
  • Foredraget starter kl. 19.30
  • Der kan købes varme og kolde drikke i museets jernbanebar
  • Der er tale om unummererede pladser

 

Billetter

Klubmedlem: 50 kr.*
Alm. billet: 75 kr.

*Som klubmedlem kan du købe billet med rabat, både til dig selv og en ledsager til klubpris.

Køb billetter her

 

Foto: Johan Mussmann


Giv en hånd til vinderne

Giv en hånd til alle vinderne fra OFF22, som modtog oscarnomineringer, blomster, penge, statuetter, klapsalver, diplomer og øl fra Anarkist.

Følgende vindere var ikke til stede:
The Seine’s Tears (The Børge Ring Award)
Lili Alone (The Storyteller Award)
The Shift (The Artist Award)

Se hele oversigten her

Fotos: Line Svindt


OFF-film vinder en Oscar

Vi er så enormt stolte og glade over  at filmen The Long Goodbye af Aneil Karia vandt en Oscarstatuette for Best Live Action Short. Filmen vandt hovedprisen på OFF21 og fik således en kvalificering til bedømmelse hos Oscaracademiet. At filmen gik hen og vandt er naturligvis en kæmpe blåstempling af vores odenseanske kortfilmfestival, og det kan vi ikke få armene ned over. STORT tillykke til hele filmholdet.

Festivalleder Birgitte Weinberger udtaler til P4 Fyns Jesper Lind:

“Vi har siden 2014 har haft den udsøgte fornøjelse at få lov til at sende 4 film videre til Oscar akademiets nomineringsudvalg. Det er altså det, der er sket her med ”The Long Goodbye”, den vandt hovedkonkurrencen på OFF sidste år og blev dermed sendt til Hollywood. Det er ikke første gang, at vi har haft en lige linje fra Odense til Oscars, men det er første gang, at det er vores film, der går hen og vinder. Udover at det selvfølgelig er et rygklap og en bestyrkelse af at vores udvælgelsesproces er god, jamen så betyder det selvfølgelig, at filmskabere fra hele verden retter blikket mod den festival, der har så skarpt et øje, så vi forventer helt klart, at filmene til stadighed vil strømme til Odense i tiden der kommer.”

Gå ikke glip af den nu oscarvindende film, som ligger på OFFs streamingstjeneste, OFFstream.


Brunch, Bobler & Oscarnominerede kortfilm

I anledning af at Danmarks Oscar-kvalificerende kortfilmfestival, OFF, har hele fire kortfilm nomineret til Oscar 2022 inviterer Café biografen og OFF til et eksklusivt ”Oscar warm-up” event.
Der vil være brunch og bobler for alle der er interesserede, og du vil få muligheden for at se de Oscar-nominerede kortfilm, der er blevet vist på OFF.

Program:
Kl. 10:30 bliver der serveret en lækker brunchanretning, samt et glas forfriskende bobler fra Albert Sounit.

Kl. 12:00 viser vi en kavalkade af de fire Oscar-nominerede kortfilm som blev vist på OFF21. Her vil Festivalleder Birgitte Weinberger give en kort introduktion.

Billetpris 250,-kr. inkl. brunch, bobler og biografbillet.

Køb din billet direkte hos Cafe biografen eller ved at klikke lige HER


Tilmeld din idé til en kortfilm og vind et arbejdslegat. Deadline 15. juli.

Deadline for tilmelding er 15. juli

For 11. år i træk præsenterer Odense International Film Festival konkurrencen Pitch Me Baby i samarbejde med Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere.

Pitch Me Baby er konkurrencen, hvor de to bedste kortfilmsideer bliver fundet og præmieret med arbejdslegater for i alt 50.000 kr. Live-pitch-konkurrencen afholdes under OFF20, hvor de bedste indsendte kortfilmsideer får lov til at dyste live på scenen foran en jury med kompetente kræfter fra filmbranchen og ikke mindst et engageret publikum. På fem minutter skal pitcherne præsentere deres ideer og tanker og overbevise juryen om, at netop deres idé fortjener prisen for dermed at komme et stort skridt nærmere realisering.

Løftestang for filmtalent

Det er efterhånden blevet en stolt tradition, at deltagerne i Pitch Me Baby styrker deres talent og gennem konkurrencen udvikler sig som filmskabere – og skaber nogle stærke film.

Vinderen af Pitch Me Baby konkurrencen 2017, Mathias Broe, der efterfølgende realiserede filmen og vandt en Robert for den, udtaler:

”Pitch Me Baby var en fantastisk platform at prøve min idé af på, og det var her, at den kunstneriske og personlige rejse med projektet tog form. Med Pitch Me Baby i ryggen havde mit hold og jeg mulighed for at skabe det projekt, som vi havde en ambition om at lave. Vores projekt var meget personligt, og det var udfordrende både at skulle præstere en god pitch og samtidig åbne sig op foran et publikum med min præsentation, men da jeg endelig stod på OFF og pitchede blev det tydeligt for mig, at jeg allerede havde gjort mig en masse tanker om, hvad jeg gerne ville fortælle, men som jeg endnu ikke havde formuleret for mig selv. Oplevelsen gjorde både mig selv og projektet stærkere. I mødet med filmens første publikum og juryens ord, forvandlede nogle abstrakte idéer sig til en meget konkret form og jeg oplevede for første gang filmens potentiale og min egen tillid til ideen.”

 

Også vinderen af Pitch Me Baby 2019, Darshika Karunahara, har fået mere end blot pengepræmien ud af konkurrencen. Hun udtaler:

”‘Pitch Me Baby’ var for mig et essentielt skridt på vejen til at gøre en filmidé til virkelighed og træde ind i rollen som filmskaber. Kommer man ligesom mig uden en traditionel filmbaggrund, men har en fortælling som man slet ikke kan slippe og bare må få ud i verden, så er ‘Pitch Me Baby’ en platform, hvor du på lige fod med alle andre kan blive hørt og udfordret til at gøre din fortælling stærkere. Uanset hvor langt man kommer i konkurrencen, er processen dertil ligeså givende og vigtig for udviklingen af dit filmprojekt. Det er en øvelse i at finde ind til kernen af din fortælling, give den en unik stemme og lade et publikum mærke dig igennem fortællingen – et værktøj, som virkelig er til gavn for den kreative udvikling. Det var for mig den rette støtte og motivation for at kunne gå videre med at skabe filmen.”

Otte ideer kommer igennem nåleøjet og får mulighed for at live-pitche under OFF20. Vi modtager ideer fra både meget erfarne filmskabere, primært instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere, men også helt nye og uprøvede talenter sender ind, og alle bidrag er mere end velkomne. Gennemsnitligt modtager vi omkring 100 ideer til kortfilm indenfor alle genrer.

Tilmelding til Pitch Me Baby: 14. april – 15. juli.

Indsendte bidrag får svar senest fredag d. 24. juli

Konkurrencen finder sted torsdag d. 27. august.

  1. præmie: 35.000 kr.
  2. præmie: 15.000 kr.

Du kan læse mere, og tilmelde dig HER


OFF søger praktikant

Vi søger en praktikant til start omkring d. 1. august 2020 og minimum tre måneder frem.

Mange kulturbegivenheder er flyttet eller aflyst pga. CoVid19, men hos OFF – Odense International Film Festival har vi taget den kreative kasket på, og er i fuld gang med at finde ud af, hvordan vi mere eller mindre digitalt kan afvikle OFF20 i slutningen af august. Vi søger således en praktikant, som vil hjælpe os med at få dette års festival over målstregen i uge 35 i den form, vi finder frem til. Det bliver selvsagt en anden festival end den vi kender, men vi er sikre på, at den bliver mindst ligeså fantastisk.

Vi følger naturligvis alle myndighedernes retningslinjer både ift. arbejdsforhold og selve afviklingen af festivalen.

OFF er en spændende og dynamisk arbejdsplads med plads til både udvikling og udfoldelse. The OFFice består af en dejlig blanding af både fantastiske fastansatte og pragtfulde praktikanter, både universitets- og virksomhedspraktikanter. Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende – vi søger forskellige uddannelsesretninger, baggrunde og kompetencer for at opnå et så stærkt hold som muligt. Det vigtigste er, at du er dygtig til det du laver og tør at kaste dig ud i nye projekter. Hvis du bliver en del af The OFFice, så har du også mulighed for at sætte dit præg på filmfestivalen ved at gøre brug af din faglighed og dygtighed.

Det er vigtigt, at du:

  • Kan arbejde selvstændigt, også med flere opgaver på én gang.
  • Er serviceminded og kan kommunikere med mange forskellige mennesker.
  • Kan sætte dit arbejde i system og tænke praktisk.
  • Kan være udadvendt og ansvarsbevidst.
  • Er klar til at indgå i et dynamisk arbejdsmiljø med et højt tempo.
  • Er god til hele Office-pakken.

Selvom festivalen kun udgør én uge af året, så er det ikke ensbetydende med, at vi sidder stille resten af året. På The OFFice har vi altid travlt med at skabe den næste festival. Arbejdsopgaverne spænder bredt, dog har de samme udgangspunkt, og det er at få den næste festival til at blive endnu en fest. Du vil blandt andet komme til at arbejde indenfor kommunikation, formidling, grafik, eventplanlægning, koordinering og fondsansøgninger.

Dine opgaver som praktikant kan derfor spænde vidt, men tre ting er sikre og det er at du kommer til at lave noget, som du kan lide, du kommer mindst til at se en kortfilm og du bliver en del af fællesskabet.

Hvis du er interesseret, så send en ansøgning hurtigst muligt til festivalleder Birgitte Weinberger: bsw@odense.dk / 65 51 28 37