Næste artikel
Skuespiller Claus Riis Østergaard er vært ved OFF Awards 2019

OFF har altid gjort sig umage for at være et byforankret væksthus for filmisk talent; hvad enten det drejer sig om unge filmskabere fra de danske filmuddannelser, der kan deltage i festivalens dedikerede OFFSPRING-program, skuespillere eller komponister, talenter fra filmværkstederne eller de helt grønne opkomlinge fra folkeskolens mediefag. Derudover har festivalen gennem årene søgt at skabe et miljø, hvor såvel dansk som international filmbranche kan mødes, udveksle erfaringer, blive klogere og støbe fundamentet for nye samarbejder.
Denne indsats har OFF i år opprioriteret; programsektionen ’Behind the Scenes’ er en række af arrangementer rettet særligt mod festivalens akkrediterede filmgæster. Sektionen rummer blandt andet speedmeetings mellem filmskabere og -komponister, skuespillerworkshop og paneldebatter. Særligt fredag og lørdag i festivalugen er dedikeret til branchearrangementer og netværksmøder for film- og festivalprofessionelle. Er du filmskaber? Bliv klogere og mød nye fagfæller lige her i Odense!