Antoneta Kusijaro: Into the Blue
Synopsis
Efter at være flygtet fra en voldelig far søger 13-årige Julija og hendes mor tilbage til den ø i Kroatien, hvor Julija er vokset op. Gensynet med Julijas nære barndomsveninde, Ana er hjerteligt. Men på en dykkertur finder Julija ud af, at Ana og Pjero er kærester. Pjero står pludselig i vejen for at genetablere det nære venskab. Julija føler sig vraget af Ana og kæmper desperat for at få opmærksomhed og trøst hos sin elskede veninde. Men da isolationsfølelsen bliver for ubærlig, kommer Julijas indebrændte smerte op til overfladen, og en konfrontation med dramatiske følger bliver uundgåelig.
I skal
- Lave en dramaturgisk analyse med udgangspunkt i berettermodellen
- Lave en tematisk analyse ud fra udvalgte scener i filmen
- Analysere brugen af udvalgte filmiske virkemidler og deres virkning
- Diskutere filmens undertekst – det som ligger under isbjerget
- Lave en filmplakat
Om filmen
Man kan godt flygte fra en voldelig far, men man kan ikke flygte fra de ar og den smerte, som volden efterlader på krop og i sjæl. “Into the Blue” fortæller historien om 13-årige Julija, der er flygtet fra sin voldelige far og derfor er ekstra sårbar over for at blive vraget af sin elskede barndomsveninde til fordel for en kæreste. Filmen udvikler sig til et vaskeægte trekantsdrama, hvor rivalerne kæmper stolt og indædt om at vinde heltindens gunst og kærlighed. Men som i alle klassiske trekantsdramaer er der to vindere og én taber!
Dramaturgi
Dramaturgi handler om, hvordan filmens historie er fortalt. I skal arbejde med berettermodellen ud fra 18 udvalgte billeder fra filmen, og I skal se nærmere på filmens tre hovedkarakterer og udviklingen i deres forhold.
Filmiske virkemidler
De filmiske virkemidler er filmens udtryk. Det er måden, billederne og lyden bruges. De er med til at fortælle historien og skabe stemning og spænding i filmen. I skal analysere centrale dialogscener og se nærmere på brugen af trekantskompositioner, billedbeskæringer, subjektiv synsvinkel, over-the-shoulder shot, varsler, krydsklipning og den minimale brug af underlægningsmusik i de to udvalgte klip. De er med til at skildre relationen mellem de tre hovedkarakterer, skabe identifikation, afkode følelser og underbygge stemningen i scenerne.
1. Berettermodellen
Inddel jer i 2-mands grupper
Brug berettermodellen til at analysere dramaturgien i “Into the Blue”.
Print billedarkene til filmen ud og klip billederne ud
Print berettermodellen ud i A2 format
Placer nu billederne inden for berettermodellens 7 faser i den korrekte rækkefølge – sæt billederne på med abesnot, så de evt. kan flyttes rundt
Sæt jer sammen med en anden gruppe og sammenlign berettermodeller
2. Analyse af to scener fra filmen
Første uddrag
Analysér de to indstillinger i scenen, hvor vi ser en trekantkomposition. Hvad siger denne komposition om forholdet og magtbalancen mellem de tre hovedkarakterer?
Find eksempler på, hvordan billedbeskæringer bliver brugt til at afkode følelser og tanker
Find eksempler på brug af subjektiv synsvinkel, der fremmer vores identifikation med Julija
Find eksempler på varsler i scenen. Hvad varsler de om?
Hvilken rolle og funktion har den mindre dreng? Hvordan opfører han sig? Hvordan behandler pigerne ham?
Andet uddrag
I denne scene når filmens konflikt sit klimaks, da Julija skubber Ana ud over klippekanten. Analysér den verbale konfrontation mellem Julija og Ana:
- Hvad er det, der udløser konfrontationen?
- Hvilke frustrationer får de lukket ud om hinanden?
- Find eksempler på varsler i konfrontationen
- Hvilken sindstilstand er de hver især i under konfrontationen og hvorfor?
- Hvilken bemærkning får Julija til at skubbe Ana ud over klippekanten?
- Hvorfor rammer denne bemærkning Julija så hårdt?
Forklar hvordan der bruges krydsklipning i den sidste del af scenen, og hvilken effekt det har.
Filmens slutning er åben for fortolkning. For hvad mener I er virkelighed og hvad er drøm eller ønsketænkning i filmens slutscene?
- Analysér lydsiden i de to parallelle handlingsforløb og underlægningsmusikken frem til og med rulleteksterne
- Undersøg brugen af slowmotion undervejs
- Nærstudér også handlingen i de to forløb
- Sammenlign den sidste indstilling med filmens titel, “Into the Blue”
- Hvilke betydninger har disse virkemidler for jeres oplevelse af slutningen?
3. Under isbjerget
Filmen lægger en række skjulte spor ud, men kommer ikke med entydige svar. Tag afsæt i isbjergmodellen og diskutér følgende spørgsmål:
- Hvorfor tror I, at Ana har omtalt Julija som ‘farlig’ over for
Pjero? - Hvilket forhold tror I, Julija og Ana har haft tidligere? Inddrag disse bemærkninger fra Julija og Ana:
Ana: “Why are you pushing our friendship?”
Julija: “Because we are friends. Because I love you.”
Ana: “You don’t love anyone and you don’t need anyone. And you know what? You are just like your father”.
Hvad tror I Ana mener med disse bemærkninger?
4. Filmplakat
I skal ikke lave kortfilmen, men udtænke handlingen, så I kan lave en filmplakat. Kortfilmens temaer skal være de samme som i “Into the Blue” (et trekantsdrama, rivalisering, forelskelse, jalousi, had, magtkampe, indestængte følelser).
Plakaten skal indeholde et billede, en filmtitel og en undertitel, der giver stikord til filmens temaer.
Se hvordan I kan lave filmplakater på Småp – små produktioner
- Diskuter hvor jeres film foregår og hvad den handler om
- Diskuter hvilke personer, der er med i filmen. Hvilke karaktertyper er de?
- Beskriv trekantsdramaet
- Find en titel og en undertitel til jeres film
- Afprøv hvordan personerne skal stå i forhold til hinanden for at billedet viser deres relation
- Tænk grundigt over ansigtsudtryk, blik og kropsprog
- Tag flere billeder af personerne til I har den rette komposition og udtryk
- Udvælg et billede og sæt det op som en plakat sammen med titel og undertitel
7. Litteratur og links
OM “INTO THE BLUE”
På filmens website
På filmens Facebook side med billeder fra optagelserne:
“Into The Blue” på IMDb
Artikel i Total Croatia News.com om vinder af bedste kortfilm på Chicago International Children’s Film Festival
OM KORTFILMSGENREN
Mere om kortfilmgenren, Richard Raskins parametre
FILMISKE VIRKEMIDLER
Filmleksikon med beskrivelser af de filmiske virkemidler og deres funktion
OM FILMPLAKATER
Se hvordan I kan lave filmplakater på Småp – små produktioner