fbpx

OFF inviterer til pressedag i Husets Biograf i København

Er du kulturjournalist i København?

Vi ved, at der er masser af formidabel kultur at berette om fra hovedstadens mange hjørner, og at der derfor ikke altid er tid til at rejse langvejs efter endnu flere kulturelle nyheder. Men vi vil smaddergerne lære de københavnske kulturjournalister lidt bedre at kende! Derfor rykker vi til København for en dag, helt ind på storbyens biografsæder, og inviterer alle dele af kulturpressen til at komme forbi og dele en croissant over en kortfilm – og naturligvis stille så mange spørgsmål, de overhovedet kan slippe afsted med. Vi svarer beredvilligt!

Vi afholder pressedag for kulturformidlere onsdag den 12. juni 2019 kl. 10.00-12.00 i Husets Biograf, Rådhusstræde 13 i København.

Her er der mulighed for at møde Danmarks eneste Academy Award-kvalificerende filmfestival, der sidste år havde besøg af 30.000 gæster, og få et særligt indblik i, hvordan vores odenseanske kortfilmfestival ser ud bag konfettiskyer og biograflærreder.

Festivalleder Birgitte Weinberger, som har stået i spidsen for festivalen i 11 af dens 44 år lange levetid, vil opridse hovedlinjerne i OFFs lange historie og tage deltagerne med på et sjældent kig helt ind i operatørrummet.

Pressedagen giver kulturformidlerne chancen for at hitte de allerbedste festivalhistorier – før kollegaerne – inden OFF19 ruller den røde løber rigtigt ud. Som deltager modtager man naturligvis også en officiel invitation til festivalen i Odense i uge 35 og får nærmere information om presseakkreditering.

PROGRAM FOR DAGEN

10.00: Velkomst, kaffe og croissanter

10.15: Oplæg og filmvisning ved festivalleder Birgitte Weinberger

11.00: Pause

11.15: Spørgerunde og flere film (de er jo korte)

Arbejder du med presse / formidling af kultur og har lyst til at møde os i Husets Biograf? Tilmeld dig her – skriv til presseansvarlig Signe Kirstine Andersen: siman@odense.dk / 51 26 90 46. Frist for tilmelding er mandag den 10. juni 2019 kl. 15.00.