OFF samler FYN MED FILM

OFF – Odense International Film Festival og Kulturregion Fyn inviterer Fyn til at tage en OFF-dag tirsdag 28. august og nyde forunderlige kortfilm samtidigt på hele øen. Som en del af fællesprojektet Film for Alle viser OFF kortfilmsprogrammer direkte fra salene i Odense under årets filmfestival ud til lokale fynske biografer.

I samarbejde med Kulturregion Fyn drager OFF endnu engang ud i det fynske land med projektet ”En OFF-dag” for at sikre, at alle fynboer får mulighed for at deltage i filmfestivalen, der finder sted i Odense i uge 35.

Tre kortfilmspakker livestreames direkte fra OFF og ud i fem biografer på Fyn d. 28. august. Det bliver altså muligt at sidde forskellige steder på øen og opleve de samme film samtidigt og følge debatten med filmskaberne.

OFF har ifølge festivalleder Birgitte Weinberger modtaget mere end 2600 film til årets festival, hvoraf 111 er blevet nøje udvalgt til konkurrenceprogrammerne.

”Niveauet på filmene er tårnhøjt og spænder bredt i temaer, de berører. Filmene er fantastiske glimt fra den verden, vi kender, men også verdener og personligheder vi ikke troede fandtes. Kortfilm kan noget helt særligt, og det vil vi rigtig gerne dele med hele Fyn. Vi glæder os til at sprede kortfilm og kærlighed på hele øen”, udtaler Birgitte Weinberger.

Også Kulturregion Fyns formand Lars Erik Hornemann er begejstret for, at filmentusiaster fra store dele af Fyn kan dykke ned i kortfilmens univers fra deres lokale biograf:

”En OFF-dag” giver endnu en gang fynboerne udenfor Odense en unik mulighed for at se det nyeste indenfor kortfilmgenren. Det ved jeg, at der er mange – lige fra gymnasie- og højskoleelever til lokale filmelskere – der sætter enormt stor pris på,” siger Lars Erik Hornemann.

En OFF-dag” er en del af Odense Internationale Film Festival og Kulturregion Fyns fællesprojekt Film for Alle. Gennem ambitiøse og spændende filmtilbud ønskes det at gøre filmkunsten mere tilgængelig for den brede fynske befolkning.

En OFF-dag kan opleves tirsdag 28. august kl. 16.00, 18.15 og 20.30 i Svendborg, Kerteminde, Ringe, Glamsbjerg og Faaborg. En filmpakke består af 5 til 8 internationale og danske kortfilm af cirka 1½ times varighed. Efter filmene er der debat.

Der er fri entré til arrangementerne, og du kan frit vælge den eller de filmpakker, du ønsker at se:

Kl. 16.00 – DK1 danske kortfilm
Kl. 18.15 – OFF12 internationale kortfilm
Kl. 20.30 – DK2 danske kortfilm

Der vises film følgende steder:
Svendborg: SVEND, Guldsalen i Borgerforeningen.
Kerteminde: Kerteminde Kino
Ringe: Ringe Bio
Glamsbjerg: Glamsbjerg Biograf
Faaborg: Helios Teatret

Billetterne bookes i den aktuelle biograf.