fbpx

Robert Prisen 2019

10 kortfilm fra OFF shortlistet til Robert Prisen 2019

Danmarks Film Akademi løfter nu sløret for de 10 shortlistede kortfilm, der er med i opløbet om at blive nomineret til Robert Prisen 2019 for Årets Kortfilm: Fiktion/Animation.

Det er fjerde gang Filmakademiet samarbejder med Odense International Film Festival for at skabe størst mulig opmærksomhed om det fabelagtige vækstgrundlag for dansk film, der findes i produktionen af kortfilm i Danmark. Ved offentliggørelsen af de 10 shortlistede film kickstarter Filmakademiet Robert 2019.

Fra tirsdag d. 7. august kan Filmakademiets medlemmer stemme blandt de 10 shortlistede danske kortfilm. Alle filmene vises i øvrigt på det store lærred i Odense, når OFF18 løber af stablen fra mandag d. 27. august til søndag d. 2. september. De fem nominerede vil blive afsløret ved OFF’s festlige prisuddeling OFF Awards, lørdag d. 1.september.

”Det er 10 spændende og alsidige film, som repræsenterer det ypperste i årets produktioner, og vi kunne ikke ønske os en mere kompetent samarbejdspartner, til at hjælpe med at finde de ti shortlistede film,” siger formanden for Danmarks Film Akademi, Kim Magnusson, om OFF, og fortsætter, ”vi er glade for at publikum på festivalen får mulighed for at se filmene på det store lærred, det fortjener de.”

Hvem der kommer til at vinde ROBERT PRISEN for Årets Kortfilm: Fiktion/Animation bliver først afsløret til ROBERT prisuddelingen i februar 2019.

De 10 shortlistede film er:

BIRDS, af Trine Nadia.
DOLPHIN, af Lauritz Munch-Petersen.
HOME GROWN, af William Reynish.
MAJA, af Marijana Jankovic.
NERD CAVE, af Mads Reuther.
NEXT STOP, af Daniel Kragh-Jacobsen.
NOVEMBER, af Kasper Møller Jensen.
REVERIE, af Philip Louis Piaget Rodriguez.
THE REFEREE, af Jesper Quistgaard.
WHAT WE LOSE, af Jakob Valdemar Mørk.