fbpx

Tak for i år ❤

Tak for et fantastisk (og meget mærkeligt) år med kortfilm og kærlighed i Odense
2020 vil uden tvivl blive året, vi husker for den verdensomspændende pandemi, der har vendt op og ned på alt det, vi kender. Da landet lukkede ned tilbage i marts, gik vi som alle andre hjem med computeren under armen uvidende om, hvad fremtiden måtte bringe, og usikre på, om der blev en filmfestival i august i Odense i år.

Skæbnen, handlekraft og hårdt arbejde sørgede dog for, at der faktisk blev en lille, stærk og vidunderlige festival i fysisk form i slut august, som vi stadig drømmer os tilbage til, og som fylder os med glæde og stolthed. We did it!! Oplev OFF20 på bare 2 minutter lige HER.

OFF er blevet ONline
Digitale løsninger har fået en fast plads i hverdagen, og selvom vi foretrækker face to face frem for FaceTime, så er nogle digitale løsninger kommet for at blive. 2020 blev nemlig året, vi bød velkommen til en streamingtjeneste og en podcast.

OFFstream.dk
OFFstream er vores nye, digitale streamingplatform, der gør det muligt for publikum i hele landet at tage digitalt til Odense og resten af verden for at se kortfilm. Nu var det pludselig ikke en forhindring ikke kunne komme til Odense i uge 35 – man kunne i stedet tilkøbe adgang til de 129 konkurrencefilm fra hele landet. Men OFFstream bruges ikke kun i selve festivalugen, der ligger over 200 kortfilm og venter på dig lige nu. Kortfilm er altid aktuelle, og du kan se dem, lige når du vil. Gå på opdagelse på OFFstream HER.

Kort er Godt!
Kortfilms evige aktualitet kan der komme mange dybe og gode samtaler ud af, og i foråret besluttede vi at søsætte en film-podcast med navnet Kort er Godt! Festivalleder Birgitte Weinberger og skuespiller Claus Riis Østergaard har siden lavet hele 30 episode af den populære podcast, der nu har over 10.000 downloads. Lyt med lige HER.

OFF21 here we come!
Det er jo ganske uvist, hvordan verden ser ud i slut august 2021, men hos OFF vil vi arbejde benhårdt på at afholde en række stærke, vedkommende og tankevækkende filmarrangementer i årets løb og selvfølgelig et brag af filmfestival i uge 35 med kortfilm og kærlighed i verdensklasse – naturligvis tilpasset de forhold som fremtiden bringer.

En stor tak skal lyde til alle vores mange samarbejdspartnere, legekammerater, sponsorer og ikke mindst vores helt fantastiske frivillige. ❤

Med håb, optimisme og gensynsglæde ønsker vi alle en rigtig glædelig jul og godt nytår!

Kontoret holder julelukket fra 23/12-2020 – 11/01-2021