fbpx

OFF19 sætter ny rekord: Flere end 13.000 billetbookinger allerede inden festivalstart

Når OFF – Odense International Film Festival om få dage byder velkommen til årets festival, sker det med en helt ny rekord i baglommen: Allerede nu er der flere end 13.000 billetbookinger.

Værsgo’ og tag plads. Når årets udgave af OFF slår dørene op mandag, vil det være med rekordmange af de besøgende, der har sikret sig plads i biografsæderne med en reservering hjemmefra.

Tilbage i april kunne OFF meddele, at årets festival slog rekord med over 3.000 tilmeldte kortfilm, og nu er det antallet af billetbookinger, der slår rekord. Til den 44. udgave af Danmarks ældste filmfestival har der således været rekordhøj efterspørgsel på både kortfilmpakker og begivenheder uden for konkurrence.

I alt 17 venues rundt omkring i Odense – fra Amfiscenen ved Brandts i hjertet af byen til Nordatlantisk Hus på havnen og mange, mange flere – lægger sal til de mange filmvisninger. Her er det ganske vist muligt at møde op til filmvisningerne uden en reservation på hånden, men det kan være en god idé at reservere billetter på forhånd.

Det er muligt at bestille billetter her https://filmfestival.dk/saadan-bestiller-du-billetter/. Filmvisningerne er ganske gratis.