48k

Sid-ned-dansekoncert LIVE

Traditionen tro beriger TipToe BigBand os med fantastisk filmmusik under festivalen. Tidligere år har de spundet os ind i Quentin Tarantinos vidunderlige filmunivers, skabt det ultimative 007-soundtrack og hyldet Quincy Jones, så det gav genlyd i hele Odense.

I år skal vi danse, når TipToe BigBand tager os i gennem den allerbedste dansemusik, der findes. Vi skal danse på en lidt anden måde, det er klart. Koncerten, der plejer at foregå på Amfipladsen, er i år grundet COVID-19 rykket ind på Posten. Normalt er der flere tusind, der danser med, når bigbandet spiller op til film – og det er der stadig mulighed for i år. Posten er fuldstændig udsolgt, men vi livestreamer naturligvis koncerten på OFFs facebookside!

Du kan se med klokken 20 og modsat alle dem, der sidder på Posten og danser siddende, så kan du danse lige så frit og vildt du vil derhjemme, når TipToe Bigband spiller sange fra blandt andet Grease og Flashdance.

Følg med på vores facebookside her

Foto: Kristian Gade


OFF20s fantastiske frivillige

Igen i år er Odense fyldt af fantastiske frivillige i røde t-shirts, der guider, smiler og præsenterer det bedste som årets festival har at byde på. Igen i år er OFF – Odense International Film Festival overmåde lykkelige og taknemmelige for opbakningen fra gamle og nye hænder, der alle sammen er en del af årets frivilligfamilie.

OFF20 er hjulpet på vingerne af 100 frivillige, der alle sammen sørger for, at holde hovedet koldt, hænderne rene og hjertet varmt. Årets frivillige fik også en ekstra oplevelse til mandagens KickOFF, da de grundet Corona-restriktioner blev nød til at holde deres egen satellitfest på den anden side af Farvergården. Derfor tog festivalleder Birgitte Weinberger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel og kulturminister Joy Mogensen med på en lille tur over for at hilse på de frivillige og den egentlige fest.

De frivillige i år er også med til at sikre, at festivalen er et trygt sted at tage hen. De sørger for at få publikum sikkert ind og ud af salene og sørger for at sende ekstra smil afsted på afstand. Tusind tak, fordi I er med i år!

Foto: Kristian Gade


KickOFF 2020 – OFF20 er i gang

I går blev OFF officielt skudt i gang til KickOFF 2020, hvor årets program blev præsenteret af festivalleder Birgitte Weinberger, fantastiske filmtaler blev holdt, kortfilm blev vist og vi klappede og glædedes sammen over alt det gode, som vi har i vente: en helt vild uge 35 med uanede mængder kortfilm og kærlighed på menuen.

Årets juryer begyndte at se deres første film i går. De første kortfilm rullede over biografernes lærred. De første OFF-hilsner blev sendt afsted på behørig afstand. Vi fejrede det hele til KickOFF i går, hvor festivalen fik royalt besøg, da HKH Kronprins Frederik gæstede festivalen for første gang. Kulturminister Joy Mogensen gik også på den røde løber, lige så med Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.

I festivalens følgende dage glæder vi os til at invitere dig med på blandt andet en rundtur i den arabiske filmverden, lave ø-hop i Nordatlanten, opdage eller genopdage dansk films talent, tage med årets kunstneriske profil Peter Albrechtsen og hans inspirerende gæster på en samtale-rejse med temaet ’Sanselighed’ – og selvfølgelig nyde årets konkurrencefilm både online på OFFstream og offline i Odense.

Se hele programoversigten over den fysiske festival i Odense her

Husk at du kun kan komme ind til visninger med en gyldig billet. En billet koster 20 kroner.

Tag et smut forbi OFFstream her

Foto: all copyrights and credits: Robert Wengler


Gyngende videobar

I år holder OFF gyngende videobar på Amfiscenen. Du kan låne en iPad og få ganske gratis adgang til vores streamingtjeneste, OFFstream, hvor alle årets konkurrencefilm ligger. Alt du skal gøre er at aflevere et sygesikringskort eller en telefon i pant, og så kan du se kortfilm, lige så længe du lyster.

Normalt koster det 89 kroner at opleve OFF20 på OFFstream. OFF20 på OFFstream indeholder, udover årets 129 konkurrencefilm, videohilsner fra over 80 filmskabere. På OFFstream kan du også finde over 170 film fra filmfestivalens bagkatalog.

Den gyngende videobar er luften fra 10 til 22 hver dag i hele festivalen og vi glæder os til at hænge ud med dig!


OFF20 –  Kun én uge væk

Om blot en uge åbner vi op til et stort ta’ selv bord af kortfilm, kultur – og bunker af konfetti. Vi glæder os!

Vi er klar

Programmet er lagt, filmene er gennemset, popcornene er næsten poppet – det eneste vi mangler, er faktisk bare at klokken melder uge 35 og at du kommer i biografen med os! Er du klar?

Mandag morgen kl. 9.00 går vi for alvor i gang og vi går ind i en uge spækket med konkurrenceprogrammer, talks, paneldebatter, Award shows – og meget mere. Her tillader vi os at invitere dig til at gå på opdagelse, lade dig udfordre og ikke mindst underholde. Vi lover vi har noget for alle!

Det sker i uge 35

  • Opleve vores konkurrenceprogrammer i fuld flor: Animation, dokumentar, international, dansk og ungdom
  • Talks med bl.a. Pilou Asbæk
  • Børnefilm for store som små
  • Det bedste fra filmskolerne: The Animation Workshop, 18Frames, European Film College mf.
  • Pitchingkonkurrencen Pitch Me Baby
  • Live Podcast Kort er Godt!
  • Filmquiz med Wikke & Rasmussen
  • Og meget, meget mere!

Det bedste af det hele er, at du kan stadig nå at være med! Har du endnu ikke booket din billet, kan du finde dit yndlingsprogrampunkt og booke direkte i programoversigten.

Selvfølgelig overholder vi alle COVID-19 retningslinjer, det betyder blandt andet at vores kapacitet er halveret OG at du skal huske en gyldig billet til alle visninger. Læs mere om hvordan vi forholder os her og skynd dig at køb dine billetter, før de forsvinder for næsen af dig.

Skulle du sidde ude i landet og ikke have mulighed for at komme til Odense til kærlighed og kortfilm, så husk vi findes på OFFstream.dk, hvor vi også går i luften med konkurrenceprogrammet om blot en uge!

Vi glæder os til at se jer alle sammen om en uge til festival – både online og offline.

Rigtig god festival!


HKH Kronprins Frederik åbner OFF20

Når OFF – Odense International Film Festival åbner den 24. august, bliver det med deltagelse af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen, som har takket ja til invitationen fra Odense Kommune. Filmfestivalen er Danmarks Internationale, Oscar-kvalificerende, kortfilmfestival – og med sin opstart i 1975 er det landets ældste filmfestival.

Filmskabere fra hele verden får kongeligt selskab ved årets udgave af OFF – Odense International Film Festival. Odense Kommune har inviteret filmfestivalens protektor, H.K.H. Kronprinsen, til åbningsfesten – Kick OFF –  hvor Kronprinsen får lejlighed til at overvære en humørfyldt aften med taler, dans og naturligvis en masse film i det korte format.

– Det er et stort og velfortjent skulderklap, at Kronprinsen viser sin opbakning ved at deltage i åbningen af OFF – Odense International Film Festival 2020. Det er en anerkendelse af det meget store udviklingsarbejde, der er blevet lagt af arrangørerne siden festivalens start – et udviklingsarbejde, som har bragt OFF – Odense International Film Festival op på et højt internationalt niveau. Det er værdifuldt for Odense, for et rigt og levende kulturliv gør byen spændende at bo i, og trækker besøgende til byen, så endnu flere kan få øjnene op for Odenses mange kvaliteter, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (A).

OFF – Odense International Film Festival begyndte i 1975, og i de seneste år har festivalen gennemgået en rivende udvikling, som har betydet, at den i 2013 blev anerkendt som Danmarks første Oscar-kvalificerende filmfestival.

Dermed blev både vinderen af Hovedkonkurrencen og Den Danske Konkurrence sendt videre til USA. Fra 2015 kunne Odense Internationale Filmfestival også sende vinderen af Animationskonkurrencen videre – og siden 2018 er vinderen af Dokumentarkonkurrencen også gået til Oscar-selektionen.

Således bliver samtlige vindere fra vores kortfilmskonkurrencer til den prestigefyldte Oscar-komité. Desuden har OFF – Odense International Film Festival siden 2019 kunne sende én kandidat videre til European Film Awards, ligesom de nominerede til Robert prisen for Bedste Danske Kortfilm også findes blandt deltagere på festivalen.

– Vi er stolte over den udvikling, som OFF – Odense International Film Festival har haft. Det er en af de mest prestigefyldte festivaler inden for kortfilm, og hvert eneste år strømmer filmskaberne til Odense for at deltage. Det er godt for byen, men i høj grad også for den danske filmscene, og jeg er utrolig glad for, at Kronprinsen har sagt ja tak til at deltage i åbningen. Det betyder meget med kongehusets anerkendelse og interesse for det store kulturarbejde, der bliver gjort i Odense, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Tilmelding af medier

OFF – Odense International Film Festival bliver officielt åbnet ved et arrangement på Magasinet den 24. august kl. 20.00.

På grund af Covid19 er der begrænsning på antallet af gæster, som kan være til stede inden døre, og det betyder ligeledes en begrænsning i antallet af medier, der kan overvære selve åbningen på Magasinet.

Medier, som ønsker at deltage ved åbningen af Odense Internationale Film Festival, skal søge om akkreditering hos mos@odense.dk. Dette skal ske senest fredag den 21. august kl. 10. Her skal medierne oplyse, om de ønsker at deltage både ved ankomsten og ved selve åbningsceremonien, så vil Odense Kommune forsøge at imødekomme så mange som muligt.

Ved tilmelding oplyses navn, funktion, medie samt kontaktoplysninger.

 

Kontakt

Borgmester Peter Rahbæk Juel via presserådgiver Jon Bøge Gehlert, mobil: 21 15 29 10

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31

Martin Petersen, afdelingschef for Fritid & Kultur, tlf.: 30 71 43 07

 

Foto: Line Svindt


Velkommen på OFFstream

Nu kan du streame dig til fantastiske oplevelser og kortfilm i lange baner, når du har lyst. Med lanceringen af vores helt egen streamingtjeneste OFFstream, kan du tilgå fantastiske kortfilm – når du vil, hvor du vil.

Hvad indeholder OFFstream

  • Kortfilm fra alle vores tidligere festivaler
  • Med Skolen i Biografen

Vi har samlet en perlerække af kortfilm fra alle vores tidligere festivaler, som du kan gå på opdagelse i. Dyk ned i et fantastisk filmunivers af mere end 170 film fra vores bagkatalog og vær forberedt på både at blive overrasket, forskrækket og forundret. Filmperlerne vil være tilgængelig for dig året rundt – og alt hvad det koster dig, er din tid <3

Find din nye yndlingsfilm i det samlede overblik eller prøv en af vores spillelister, lavet specielt til dig. Dyk ned i temaer, som familie, sex eller ani fix. Vi lyver ikke, når vi siger der findes noget for alle på OFFstream.

Gå på opdagelse i kortfilm fra tidligere festivaler

  • Kortfilmsoverblikket giver dig hele kataloget af fantastiske filmperler, som du kan gå på opdagelse i.
  • Du har mulighed for at søge film frem på genre, længde, land, festival år eller ved simpel fritekstsøgning.
  • Ved visning af film, vil du blive anbefalet film baseret på dine tidligere viste kortfilm
  • Du kan vælge en af vores spillelister, som bare ligger og venter på dig

Film i det korte format er som skabt til undervisning. OFF har siden 2017 været en del af projektet Med Skolen i Biografen, og har siden da suppleret det eksisterende, ambitiøse tilbud til børn og unge med fabelagtige kortfilmpakker til projektet, med tilhørende undervisningsmateriale. Filmformatet er kort, men effekten lang, og der er helt sikkert meget at diskutere både i og uden for klasseværelset efterfølgende.

Med Skolen i Biografen er nu blevet endnu nemmere, vi har nemlig oprettet spillelister med filmpakkerne direkte på OFFstream, klar til at give spændende og lærerige indspark til undervisningen.

OFF20 blev i år også afholdt digitalt, hvor alle årets 129 konkurrencefilm var at finde på OFFstream i perioden d. 24. august til d. 6. september. På OFFstream var det også muligt at finde videohilsner fra over 80 filmskabere, der grundet pandemi ikke nødvendigvis havde mulighed for at møde op i Odense og fortælle.


Byd velkommen til årets juryer

Vi er så glade og stolte over at kunne offentliggøre årets juryer på OFF20!

De inspirerende og hamrende dygtige jurymedlemmer skal sammen se sig igennem årets 129 udvalgte konkurrencefilm i løbet af uge 35, inden priserne overrækkes til årets OFF Awards!

Årets juryer består af:

Animationskonkurrencen: Producer Charlotte de la Gournerie, filminstruktør Johan Oettinger og filminstruktør, producer, manuskriptforfatter og skuespiller Michael Wikke.

Den danske konkurrence: Kurator og leder af kortfilmfestival Berlinale Shorts Anna Henckel-Donnersmarck, skuespiller Rasmus Botoft, filminstruktør og fotograf Sun Hee Engelstoft.

Dokumentarkonkurrencen: Lydkunstner, filmskaber, komponist og tonemester Anne Gry Friis Kristensen, skuespillerinde Ellen Hillingsø og filminstruktør Mathias Broe.

Hovedkonkurrencen: Filminstruktør Amalie Næsby Fick, festivalleder, skuespiller, producer og instruktør Mazen Haj Kassem og producer Morten Kaufmann.

Pitch Me Baby: Manuskriptforfatter Adam August, producer Kim Magnusson, animator Sara Koppel, skuespillerinde Solbjørg Højfeldt og filminstruktør Ulaa Salim.

Ungdomskonkurrencen: Liva, Didan, Signe, Truong, Katrine, Mia-Maja og Mille fra 9.A, Munkebjergskolen i Odense.

 


OFF20 er ON!

Der er kun tre uger til vores alle sammens filmfestival OFF20 går i luften! Vi glæder os helt vildt til at dele fantastiske kortfilm med jer alle sammen og vi glæder os til at dele alle de nye tiltag, idéer og tanker med jer alle sammen – og vi starter lige præcis lige nu!

Mød os på OFFstream

Fra i dag af kan du nemlig tilgå vores nye streamingtjeneste, OFFstream. Her kommer du til at kunne gå på online festival fra d. 24. august til d. 6. september, hvor alle OFFs konkurrencefilm er tilgængelige samt videohilsner fra alle de filmskabere, der naturligvis ikke kan komme forbi festivalen i år. Du kan allerede nu købe din billet til OFF20 online – det koster bare 89 kroner for 129 fremragende, dugfriske og hammeraktuelle kortfilm, der er arrangeret i præcis de samme programblokke, som vi viser dem i Odense. På OFFstream kan du også varme op til festivalen, for der ligger allerede en god håndfuld kortfilm fra OFFs bagkatalog. Her kan du blandt andet finde Oscar-nominerede kortfilm, kortfilm instrueret af skuespillere, du ikke anede også sad på den anden side af kameraet og dansk talents afgangsfilm!

Besøg OFFstream lige her

Trykt program og tryg festival

Fra i dag af kan du også begynde at finde vores festivalavis rundt omkring i landet. Her præsenterer vi årets festival – OFF20 på print! Vi glæder os til at du kan komme og bladre rundt i spændende fokusprogrammer, benhårde konkurrenceprogrammer, møde årets kunstneriske profil på skrift og forhåbentlig blive inspireret til lige præcis dét, som din uge 35 skal byde på, hvad enten det er online på OFFstream eller offline i Odense.

Vi følger naturligvis alle myndighedernes retningslinjer og tilpasser løbende. Du kan læse mere om OFF og COVID-19 her