fbpx

Katrine

EU & Me: Vi stiller skarpt på EU i selskab med Dan Jørgensen

Under fællesprojektet “EU & Me” inviterer OFF – Odense International Film Festival og Kulturregion Fyn i marts til filmvisning og debat i tre fynske biografer. Folketingspolitiker og forhenværende medlem af Europa-Parlamentet Dan Jørgensen holder oplæg, når vi stiller skarpt på EU gennem kortfilmens linse. 

EU kan umiddelbart være en svær størrelse. På den ene side ser mange Unionen som et gevaldigt, bureaukratisk maskineri, der begrænser os med regler og love om krumme agurker og lakridspiber. På den anden side har EU gennem samarbejde og fælles mål sikret en historisk stabilitet i vores del af verden.

Netop nu står EU overfor massive forandringer, der udfordrer måden, vi forstår og forholder os til det store fællesskab på. Brexit, migration og listige skattefiduser sætter dagsordenen og skaber glohed debat blandt både borgere og politikere.

For selvom vi er rykket tættere sammen, er vi alligevel ganske forskellige. Europa er en mosaik af diversitet, og der er stadig meget, vi ikke ved om hinanden. Som oplægsholder ved de tre arrangementer vil folketingspolitiker Dan Jørgensen med ideologisk, humoristisk og analytisk blik kridte Unionens nuværende bane op og nærme sig svarene på nogle af de svære spørgsmål: Hvordan ser fremtiden ud, hvis vi ønsker at bevare et bæredygtigt europæisk fællesskab? Og hvordan styrker vi samhørigheden mellem landene i en tid, hvor mange diskuterer, om det er bedst at være sig selv nærmest? Om sit engagement i “EU & Me” siger Dan Jørgensen:

Europa er umådeligt mangfoldigt. Men fra mine mange år i Europa-Parlamentet ved jeg også, at borgere i alle dele af unionen har nogle af de mest essentielle ting tilfælles; vores drømme, og hvad der giver os glæde i hverdagen. Det er vigtigt at fokusere på, når vi sammen skal både tale om og løse udfordringer på tværs af landegrænser. Og her er det samtidig min erfaring, at der er meget at hente i dialogen ved at vende sig mod kunsten. Kreativitet giver ofte et andet udsyn, og kunsten er et godt udgangspunkt for en åben debat – det tror jeg også, vi vil se i forbindelse med “EU & Me”.

Europa, og EU, strækker sig ganske vidt på verdenskortet. Ved de tre “EU & Me”-arrangementer er det dog særligt den østlige del af unionen, der er i fokus. Således har OFF – Odense International Film Festival til hver af de tre filmvisninger udvalgt kortfilm fra vores store bagkatalog og tidligere konkurrencefilm med østeuropæisk tilsnit. Blandt andet kan publikum glæde sig til at opleve den slovenske dokumentar “Trahere” om faderen, sønnen og den hellige traktor, eller til rumænske “Written / Unwritten”, der vandt prisen HCA Awards ved OFF17.

Arrangementet varer 110 minutter og indeholder oplæg ved Dan Jørgensen efterfulgt af filmvisning og debat.

“EU & Me” besøger følgende fynske biografer:

Glamsbjerg Biograf

Søndag 24. marts klokken 15-17. Billetpris: 20 kroner.

Cafe Biografen i Odense

Mandag 25. marts klokken 16-18. Billetpris: 50 kroner.

Bio Langeland

Tirsdag 26. marts klokken 19-21. Billetpris: 25 kroner.

Billetter kan købes via biografernes hjemmesider:

24/3 – Glamsbjerg Biograf RESERVER BILLETTER HER
25/3 – Cafe Biografen i Odense RESERVER BILLETTER HER
26/3 – Bio Langeland RESERVER BILLETTER HER


OFFs bedste danske kortfilm får en Robert

Vinderen af OFFs danske konkurrence, filmen MAJA instrueret af Marijana Jankovic, vandt søndag den 3. februar den eftertragtede Robert-pris for Årets Kortfilm fiktion/animation.

Om filmen: Maja er seks år og født i Serbien. Hun bliver afleveret i børnehaven af sine forældre, der for nylig er ankommet til Danmark og stadig oplever alting som fremmed, ikke mindst det danske sprog. Maja har svært ved at lege med de andre børn, fordi de ikke forstår hinanden, og tiden er meget lang. Da hendes forældre endelig kommer tilbage for at hente hende, er dagen kun lige begyndt.

Vi ønsker Marijana og resten af holdet stort tillykke.


Oscarnominering til vinderfilm fra OFF

OFF – Odense International Film Festival gav i sensommeren 2018 filmen DETAINMENT en billet til nomineringsudvalget hos The Academy Awards, da den vandt festivalens hovedpris. Filmen kom i starten af januar gennem det første nåleøje og blev shortlistet sammen med ni andre film, men nu er filmen kommet skridtet videre og er blevet nomineret til en af de eftertragtede Oscarstatuetter, der bliver uddelt søndag den 24. februar.

Filmen er en barsk størrelse, der omhandler den sande historie om mordet på den toårige James Bulger begået af to tiårige drenge tilbage i 1993. Men på trods af kraftig modvind i filmens hjemland – England – og en underskriftsindsamling til The Academy forestået af offerets familie, er filmen alligevel blevet udvalgt.

Vinderen af OFF Artist Award, FAUVE af Jeremy Comte, er ligeledes nomineret i samme kategori.

For yderlige info kontakt festivalleder Birgitte Weinberger på 65512837


OFF Special: Animations Fix

Mandag d. 4. februar kl. 19 på Cafe biografen

OFF – Odense International Film Festival viser spritnye animerede kortfilm fra de supertalentfulde animatorer fra Animationsskolen i Viborg.

Animationsfilmen og dens særlige, dristige evne til at fortælle historier har altid stået OFFs hjerte nær; hvert eneste år er vi privilegerede over at kunne præsentere visionære animationsfilm, der dels forfærder, dels henrykker publikum, og ikke mindst åbner op for universer, som aldrig havde eksisteret uden animatorernes fantasi.

Under festivalen i uge 35 viser OFF, i samarbejde med den danske animationssammenslutning – ANIS – de bedste af de bedste animerede kortfilm fra hele verden, og OFF19 bliver ingen undtagelse. Fantasifulde, farverige rørende, irriterende, grimme og smukke film alle fortalt med nerve og mod. Filmen kan ses til sommer og skaberne bag, alle de krøllede, kreative hjerner, stregtegnere, computeranimatorer – alle dem kan man møde under OFF. I stor stil stille filmskaberne nemlig op for at møde alle de mange filmelskende fynboer, og for at dele erfaringer og bryde brød med filmskabere fra alle andre hjørner af det filmiske håndværk.

Og selvom forberedelserne til OFF19 er i fuld gang, trænger vi alligevel til et ordentligt animations fix, og derfor glæder vi os meget til at byde inden for til det næste OFF Special arrangement med gæster og film fra The Animation Workshop.

Netop nu færdiguddannes et nyt hold af animatorer og CG Artists efter 3 ½ års studier på VIA University College i Viborg, og vi glæder os til at vise deres afslutningsprojekter i dette OFF special-program, som består af otte værker (syv film og et computerspil). Herforuden viser vi et par af vores favorit-animationer fra OFF18, og vi glæder os vildt til et ordentligt fix mens vi venter på OFF19. Håber vi ses <3

Billetter kan købes for en flad halvtredser på cafebio.dk

 

OFF19 finder sted fra 26. august til 1. september 2019


750.000 kr til OFF

OFF – Odense International Film Festival – er Danmarks ældste og eneste Oscarkvalificerende festival. Nu har OFF modtaget OFF 750.000 kroner fra Region Syddanmark til øget marketing- og turismeindsats over de næste tre år.

Siden 1975 har publikum kunnet opleve kortfilm fra hele verden på Odense Internationale Film Festival, som er Danmarks ældste – og eneste Oscarkvalificerende – filmfestival.
Udviklingen har taget fart i de seneste år, og OFF er blevet en af Europas mest betydningsfulde kortfilmsfestivaler. Med 3000 tilmeldte film fra over 100 forskellige lande, hele fire Oscarkvalificeringer, et overflødighedshorn af sidearrangementer, og mere end 30.000 besøg fra nær og fjern, har OFF i dén grad markeret sig som et kulturelt fyrtårn på Fyn.
Men der er plads til flere besøgende, og nu får OFF mulighed for at udbrede kendskabet til festivalen og dermed trække endnu flere gæster til Odense i uge 35. Region Syddanmark har nemlig bevilget 750.000 kroner til en udvidet markedsføringsstrategi, som inkluderer hele regionen.
– Det er virkelig dejligt, at Region Syddanmark vælger at bakke så helhjertet op om OFF. Vi har en filmfestival i Odense, som er unik for hele landet, og selvom den er kommet langt, så er der fortsat masser af potentiale. Her kommer bevillingen til at gøre en stor forskel i at udbrede kendskabet, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
Målet er at udvikle og implementere en strategi, der styrker ikke blot festivalens, men byens og regionens brand, som et film- og kulturmekka. På den måde skal den nationale og internationale turisme til Odense og Region Syddanmark styrkes.

– Det er måske ikke alle, der er klar over det, men i Danmark kan vi virkelig noget med kortfilm. Det vidner hele tre Oscarstatuetter siden årtusindskiftet i den grad om. Derfor vil Region Syddanmark gerne være med til at udbrede kendskabet til både resten af Danmark og udlandet, så filmentusiaster fra nær og fjern kan drages til Odense i uge 35, siger formand for Udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark, Søren Rasmussen (DF).

Selvom Odense Internationale Film Festival møder stor anerkendelse inden for filmindustrien i både ind- og udland, er festivalen ikke blevet en integreret del af resten af landets bevidsthed – endnu.

Det skal den øgede marketingsindsats være med til at ændre på, så Odense International Film Festival når nye publikummer uden for Fyn. Ligeledes skal den øgede opmærksomhed og antal besøgende skaffe flere private investorer, som kan sikre festivalen langt ind i fremtiden.

FAKTA
• OFF er hele Danmarks internationale, Oscar-kvalificerende kortfilmfestival. OFF er en anderledes filmfestival, der blev startet med lidenskab og opfindsomhed; en sjæl, som filmfestivalen har bevaret og dyrket siden.

• OFF støtter kortfilmkunsten kompromisløst, men er også en publikumsfest med massiv opbakning i lokalmiljøet. Over hundrede ildsjæle melder sig som frivillige til festivalugen.

• OFF sender vinderen af Hovedkonkurrencen, Den Danske Konkurrence, Animationskonkurrencen og Dokumentarkonkurrencen til Oscar-selektionen. Desuden er filmfestivalen blevet officiel partner med Det Europæiske Filmakademi.

Kontakt
Jane Jegind, by- og kulturrådmand, Odense Kommune, tlf. 20 91 10 31
Søren Rasmussen, formand for Udvalget for regional udvikling, Region Syddanmark, tlf. 29 64 31 97
Birgitte Weinberger, festivalleder, Odense International Film Festival, tlf. 65 51 28 37


Smag en kortfilm fra OFF på Anarkist

Hvordan smager en kortfilm, og hvordan ser en øl egentlig ud? Dette spørgsmål vil Distriktschef og øl-sommelier hos Royal Unibrew, Morten Høite-Hansen, og leder af OFF – Odense International Film Festival, Birgitte Weinberger, forsøge at sætte ord, øjne og smag på sammen med publikum.

Aftenen indledes med en rundvisning i Albanis bryggeri for med egne øjne at opleve, hvordan øl bliver forvandlet fra byg til bryg. Der vil blive fortalt om bryggeprocessen i forhold til det velkendte Albani-sortiment men også i forhold til de mange specialøl som produceres. Efter rundvisningen skal der naturligvis smages på varerne. Aftenens øl-sommelier Morten Høite-Hansen har fået til opgave at udfordre festivalleder Birgitte Weinberger med 3 øl, hun ikke kender, men som hun har fået beskrevet med få ord. På denne baggrund er det så festivallederes opgave at finde tre kortfilm fra OFFs store bagkatalog, som kan matche øllens beskrivelse.

De tre kortfilm vi skal smage er beskrevet med følgende:

  • Stokholm syndrom
  • En afdanket men attraktiv kvinde
  • Mødet mellem to forskellige typer

Kom med til en ganske anderledes men med garanti sjov aften, når der skal smages øl og ses kortfilm på Anarkist.

Torsdag d. 21. februar kl. 19 på Anarkist Beer & Food Lab

Pris: 150 kr.

KLIK HER FOR AT KØBE BILLET

Albani blev i 2018 sponsor på Danmarks ældste og eneste Oscarkvalificerende korfilmfestival.


Sidste blok af prisvindende kortfilm

Se eller gense nogle af de allerbedste kortfilm, der vandt priser på OFF – Odense International Film Festival 2018, når den sidste blok af OFF vinderfilm vises i Cafe Biografen mandag d. 3. december. Billetter koster 80 kr. og kan købes på www.cafebio.dk

Aftenen byder denne gang på tre film: Den danske publikumsvinder Fodbolddommeren, Animationsvinderen The Night Of The Plastic Bags fra Frankrig, og ikke mindst dokumentarfilmen Hjemsøgelsen, som vandt FilmFyns talentpris.  Filmene vil blive introduceret af festivalleder Birgitte Weinberger, der får besøg af den fynske instruktør Jesper Quistgaard, som står bag filmen Fodbolddommeren.

Jeg er ikke en religiøs mand, men jeg har bedt til at vinde denne pris.

Sådan sagde den unge fynske filminstruktør, da han modtog den ærefulde pris til OFF Awards 2018. Mød ham til OFF Special og få svaret på, hvorfor netop denne pris var så vigtig at vinde.

OFF – Danmarks internationale, Oscarkvalificerende kortfilmfestival blev endnu en gang afholdt i uge 35 i hjertet af Odense, hvor gæster fra nær og fjern blev budt på mere end 200 arrangementer – og ikke mindst kortfilm fra hele verden i rå mængder. Over 2.500 kortfilm søgte om optagelse i årets konkurrenceprogram, hvoraf 111 klarede sig igennem nåleøjet og blev vist under festivalen for et stort og veloplagt publikum.

OFFs kompetente juryer var på hårdt arbejde for at finde de bedste kortfilm indenfor festivalens fem konkurrencer; hovedkonkurrencen, den danske, animation, dokumentar og ungdomskonkurrencen. Vinderne blev hædret under lørdagens prisoverrækkelse med statuetter, priser og klapsalver – og for de fire hovedprisvindere med muligheden for at komme i betragtning til den eftertragtede Oscar.

Vinderfilmene blev udvalgt af OFFs juryer. Læs mere om dem her

Se den samlede liste over vindere og nominerede her

Fra 2019 kan OFF nu også sende film videre til Det Europæiske Filmakademi. Læs mere her


Syng med på The Sound Of Music

Syng med, når vi viser klassikeren over dem alle: The Sound of Music
Cafe biografen søndag d. 18. november kl. 11.30

OFF – Odense International Film Festival og Cafe Biografen er til hverdag garanter for det nye, det smalle, og det uventede i Odense. Men på søndag, går vi all-in på nostalgi og gensynsglæde, når vi skal tilbage i tiden og se Robert Wises uopslidelige musicalklassiker “The Sound of Music” som vises i en flot restaureret sing-along version med sangtekster på lærredet. Filmen er baseret på Broadway-succesen af samme navn og modtog hele fem Oscars.

Filmen præsenteres af OFF og Cafe Biografen i samarbejde med Cinemateket. Billetterne koster en flad halvtredser, og kan købes på www.cafebio.dk


Endnu en udmærkelse til OFF

OFF er Danmarks eneste Oscar-kvalificerende filmfestival, og udover at kvalificere til den danske Robert pris, kan festivalen nu også bryste sig af at blive officiel partner med Det Europæiske Filmakademi (EFA).

Akademiet har netop offentliggjort ny procedure og udvidet listen over festivaler, der fremadrettet kan indstille film til deres kortfilmkategori. De udvalgte 15 festivaler går til 20 og OFF får nu fornem plads på den eftertragtede liste. Her findes i øvrigt Europas største og mest anerkendte filmfestivaler som eksempelvis Berlin International Film Festival og Clermont-Ferrand International Short Film Festival.

Den 32. udgave af European Film Awards finder sted i Berlin 7. december 2019, og de fem nye festivaler der kan indstille film er foruden OFF, Hamburg International Short Film Festival (Tyskland), Motovun Film Festival (Kroatien), Go Short – International Short Film Festival Nijmegen (Holland), og VIS Vienna Shorts Festival (Østrig).

Festivalleder Birgitte Weinberger udtaler:

En udmærkelse af denne karakter er ikke blot en kæmpe anerkendelse, men også en vigtig opgradering af festivalen i forhold til opmærksomhed og synlighed. OFF er for alvor ved at manifestere sig som en markant spiller i den internationale filmbranche, hvilket en sådan cadeau er et tydeligt bevis på. Vi glæder os rigtig meget til at kunne sende den bedste europæiske OFF-film til Berlin til næste år

 

European Film Awards er en årlig prisuddeling, der uddeles af European Film Academy til ekstraordinære europæiske film. Priserne er fordelt på over ti kategorier, og går udelukkende til film produceret i Europa og til europæiske producenter, instruktører og skuespillere.

For at blive indstillet til en European Film Award skal man have sin film i en af de fire konkurrencer på OFF. En særlig jury på OFF19 vil udvælge en kortfilm fra festivalens konkurrencer, der bliver indstillet som kandidat til European Film Awards. Her vil en komite efterfølgende udvælge fem nominerede blandt de indstillede, og til slut en vinder af den bedste kortfilm.

OFF19 sker i hjertet af Odense d. 26. august til d. 1. september 2019, og The European Film Awards finder sted den 7. december 2019 i Berlin.

 

De eksisterende 15 partnerfestivaler er:

Berlin International Film Festival (Tyskland)

Encounters Short Film and Animation Festival Bristol (UK)

Clermont-Ferrand International Short Film Festival (Frankrig)

Cork Film Festival (Irland)

International Short Film Festival in Drama (Grækenland)

Krakow Film Festival (Polen)

Leuven International Short Film Festival (Belgien)

Locarno Festival (Schwitz)

International Film Festival Rotterdam (Holland)

Sarajevo Film Festival (Bosnia & Herzegovina)

Tampere Film Festival (Finland)

Uppsala International Short Film Festival (Sverige)

Valladolid International Film Festival (Spanien)

Venice Film Festival (Italien)

Curtas Vila do Conde – International Film Festival (Portugal)

 

 

Fra 2020 vil følgende festivaler blive optaget hos EFC:

The International Short Film Festival of Cyprus, Riga International Film Festival (Letland), PÖFF Shorts (Estland) og Internationale Kurzfilmtage Winterthur (Schweiz).

 

Læs mere på EFAs hjemmeside