Made in Europe
Med skolen i biografen
Dette undervisningsmateriale tager udgangspunkt i kortfilmpakken Made in Europe
Pakken består af fem kortfilm, der alle har deltaget i OFF – Danmarks internationale, Oscarkvalificerende kortfilmfestival. Odense International Film Festival finder sted i Odense, som hvert år i uge 35 forvandles til et filmmekka med besøgende filmskabere fra hele verden, prestigefyldte priser, og et hav af spændende programmer for filmelskere i alle aldre. OFF hylder kortfilmen, og vi er derfor glade for at kunne tilbyde unge muligheden for at dykke ned i genrens mange former.
I kortfilmpakken består af fem ganske forskellige kortfilm, der har det til fælles, at de er lavet i Europa. Filmene giver et særligt indblik i Europas mangfoldighed og diversitet. Indsigt i vores naboers hverdag og virkelighed, hvor forskellighederne er mange, men hvor vi alle har det til fælles, at vi er Made In Europe.
Verden ligger mere end nogensinde før åben for vores fødder, og når man skal lære at navigere i den, kan det være vigtigt at vide, hvor man selv står, og samtidig kende det omkringliggende landskab, for ikke at fare vild. Hvis man vil være en del af verden, må man lære den at kende.
Filmene kommer vidt omkring, men fælles for dem er skildringen af et forskelligartet Europa, hvor der alligevel er følelser og værdier, der går på tværs af landegrænser. I den bosniske The Chicken støder barnets verden sammen med de voksnes, mens en kurdisk flygtning skal forsøge at hygge sig på en telttur i den danske dokumentar Rain on Canvas. Den græske animationsfilm Dinner for Few tematiserer både overforbrug og bæredygtighed, hvorimod det er spørgsmålet om familierelationer, der står i centrum i den rumænske Written/Unwritten og den norske Small Talk.
Til underviseren: Om undervisningsmaterialet til “Made in Europe”